På langtur med Avalon. Del 8.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

8. rejsebrev 17.-29. september 2007

Efter 4 dages ankring ud for Cascais, som er et dejligt men meget turistet sted, besluttede vi den 18. september at sejle de ca. 12 mil ind til selve Lissabon efter at have bunkret diesel og vand ved marinaen i Cascais. Strømmen imod og ingen vind gik det langsomt for motor ind mod byen. Vi sejlede ikke den lige vej, men fulgte tæt kystens bugtninger. Vi ville ind til marinaen i Doca de Alcantara, der ligger en kort gåtur fra midtbyen. Her lå jeg også med Jørgens store båd Chardonnay for knap 2 år siden. Dengang var Jonas, Bernhard, Rita, Monica og Kiss med. Vi havde i forvejen forhørt os om havnepenge – og det var acceptabelt (det er alt, der er mindre end det dobbelte af, hvad det koster i Danmark). Her lå i forvejen et par andre danske både. Her skulle vi ligge nogle dage og vente på, at Jonas skulle komme tilbage. Bentes søn Lars havde spurgt, om han kunne besøge os i weekenden. Det vil i nok kunne læse mere om i Bentes opfattelse.
Vi skulle have vasket tøj. Vi havde ikke været på vasketeria siden Holland. Der var så meget snavstøj, at niveauet var ”næsten nøgen”. Carlos, som hjælper alle langturssejlerne i havnen, sagde, at det kunne han klare. Han skulle kun ha’ 16 euro for at køre og hente fra vaskeriet. Det var fint nok. Men det var regningen fra vaskeriet ikke. 80 euro – mere end 600 kr. for at få vasket lidt over 20 kg tøj!!!! Så bliver det klatvask resten af tiden. Men vi skal jo også bruge mindre og mindre tøj.

Vi turede Lissabon på kryds og tværs før Lars kom og medens han var der. Jeg tror nok Lars’ ben blev en smule kortere, for han havde svært ved at holde sig vågen om aftenen. Den ene aften skulle vi op på en restaurant i Bario Alta distriktet for at høre Fado og se portugisisk folklore. Jeg havde tudet Bentes øre fuldt om det, og jeg tror hun glædede sig. Vi havde bestilt bord på et af de bedste steder i byen – det samme sted jeg besøgte med Bernhard og Rita 2 år tidligere. Vi fik det bedste bord lige foran scenen. Selv om det var dyrt fik vi os alle en stor oplevelse.

2 dage før vi den 24. september havde planlagt at sejle videre til Porto Santo og Madeira meddelte Jonas, at han alligevel ikke kom, grundet personlige forhold i Kroatien. Han ville dukke op på De Kanariske Øer i stedet. Han har en stor del af sin bagage ombord. Bente blev ked af det, for så afhang den lange tur over Atlanterhavet af hende og mig alene. Jeg trøstede hende med, at hun nu havde så meget erfaring, at selvfølgelig skulle vi nok klare det også. Vi besluttede derfor at rykke afsejlingen frem til den 23., når Lars skulle hjem.
Lars skulle af sted til lufthavnen kl. 4 om morgenen. Bente var syg og havde fået underlivsbetændelse. Efter at have sagt farvel til Lars bestilte vi en ny taxi og tog ud til et hospital. Vi ventede mere end 4 timer inden undersøgelsen var færdig og Bente havde fået penicillin til 5 dage, som rejsen maksimalt kunne forventes at vare.

Tilbage på båden gjorde vi klar til afgang. Kl. 11 var vi ude af havnen og kunne benytte os af medstrømmen ud af Tejo-floden. På vejen ud kunne jeg se, at Bente nok var lidt for svag til den lange tur, så vi blev enige om at ankre op ud for Cascais igen og se om hun havde det bedre næste morgen. Det havde hun, og kl. 8 lettede vi anker. Satte med det samme kursen 225 mod Porto Santo, der lå 478 sømil ude i Atlanterhavet. Kun lidt vind, så alle sejl blev sat. De lange dønninger rejste og dalede os blidt op og ned. Efter at have sejlet godt 2 timer kunne jeg se, at der kom hvide skumtoppe længere fremme. Hurtigt fik jeg taget to reb i storsejlet. Det var ikke nok, da vinden tog fat. Agten for tværs om styrbord 13-15 m/s (beaufort 6). Storen kom helt ned. Genuaen blev rullet halvt ind. Vi gik 7 knob. Søerne voksede sig store. Bente spurgte om vi kunne vende om. Nej, det var for sent. Marie (Aries-vindroret) overtog styringen – og gjorde det perfekt. Søerne blev næsten lige så store som dem vi mødte i Biscayen, men det virkede helt anderledes med kun det lille sejl sat. Det blev helt behageligt. Det fortsatte sådan de næste 2 døgn. Vi begyndte at slappe af. Vi skiftedes til at holde vagt – 3 timer på – 3 timer hvile. Det virkede helt godt. Vi blev ikke overanstrengt. Jeg havde lidt svært ved at sove det første døgn. Men da jeg så, hvor godt Bente klarede det, havde jeg ingen problemer. Den 3. dag døde vinden meget og det blev plat læns. Jeg ville sætte en stage på genuaen, men det var umuligt i den stadig høje sø. Vi manglede et par hænder. I stedet rullede vi genuaen mere ind og startede motoren. Efter nogle timer var vinden løjet mere af. Genuaen kunne næsten rulles helt ud. Vi strøg igen derud af. På gps’en kunne vi se, at vi ville ankomme 3. dagen om eftermiddagen til Porto Santo. Bente vækkede mig på et tidspunkt. Hun ville fortælle, at båden var omgivet af masser af delfiner. Hun filmede på livet løs.

Om formiddagen den 27. september efter en kort regnbyge dukkede de mange iøjnefaldende tinder fra øen op. Vi var stadig mere end 30 sømil fra land. Kl. 18 lå vi ved kaj i Porto Santo marina. Et par på den danske båd Frigg hjalp os med trosserne. Det var ”sundowner” tid. Bente og jeg fik en lang og tiltrængt sludder på dansk. Svenskerne, der lå ved siden af os, spurgte om vi ikke var meget trætte efter den lange tur, når vi kun var 2 ombord. Men det var vi faktisk ikke. Det var kun det sociale samvær, som vi måtte undvære på turen. Der var kun tid til at sove, spise, gå på toilettet og holde vagt. Jeg tror vi sov mindst 10 timer hver i døgnet. Vi var udhvilede da vi ankom.
Men det var køligt ved ankomsten. Skyet og blæsende. Her kom vi fra det solrige Portugal. Sejlede mere og mere sydpå. Og så dette. Men vi fik fortalt, at det kun var en enlig svale. Her skinner solen næsten altid – og vandet er 24 grader. Nu kan jeg endelig komme i. Jeg går normalt ikke i vandet, hvis det ikke er mere end 21 grader.

Om morgenen fik vi klareret ind både hos tolderne og havnekontoret – ca. en halv time hvert sted. Og vi er stadig på portugisisk territorium! Det bliver mere og mere bureaukratisk jo længere vest- og sydpå vi kommer. Den 28. gik vi de ca. 1½ km fra marinaen ind til byen. Solen skinnede – det var herligt varmt.
Porto Santo er lidt speciel. Øen er ikke ret stor - ca. 8 km lang og ca. 5 km bred. Men den blev alligevel opdaget et år før Madeira ved en tilfældighed i 1418, hvor Zarco’s og Teixeira’s skibe under en rejse til Afrika drev ud af kurs i en storm og søgte læ i bugten på denne ukendte ø. Øen blev senere kendt, da Porto Santo’s første guvernør Bartolomeu Perestrelo var svigerfar til Christopher Columbus, som efter giftermålet bosatte sig på øen i 1480’erne. Columbus’ lille stenhus består stadigvæk og er nu øens museum.
Selve Porto Santo er vulkanagtig og meget gold. Der er næsten ingen bevoksning. Men alligevel meget smuk i sin dramatiske udformning. Og så er det første sted, hvor langturssejlerne rigtig mødes. Havnen er fuld af drømmere som os, der enten skal sejle til Caribien eller Jorden rundt. Vi kommer til at møde dem mange gange på vores vej.

Herfra sejler vi den 1. oktober til QTA DA LORDE en lille havn lidt nordøst for Funchal, hvor Bo støder til dagen efter. Vi kan ikke komme til Funchal, da der er fuldt optaget i marinaen og på ankerpladsen. Der skal være stor kapsejlads med mere end 200 store både. Men der er en 45 minutters bustur indtil Funchal derfra.

Bente

Cascais til Madeira via Porto Santo

Så var Lissabon i sigte. Det var en kæmpe stor by. Det var meget overvældende, hvad skulle vi nu se og hører. Allan havde i hvert fald en ide til, hvad vi skulle opleve og det var Fado. Det er det rene grædemusik og sang, sagde han. Så det glædede jeg mig til.
Men allermest glædede jeg mig til Lars, min søn ville besøge os. Min hjemve havde indtil nu overtaget et par gange. Så mon ikke det ville hjælpe, med besøg hjemmefra. Det ville have været dejligt, hvis min datter Linda også kunne have været med, men arbejde skulle passes derhjemme. Vi havde i forvejen bedt Lars, om indkøb af forskellige ting. Han havde det hele med. Så det var ligesom Juleaften…smil. Kaffe og godter, og rugbrødsblanding. …..med mere…
Jeg knusede og krammede ham vildt. Og han var vist også glad for, at se mig. Jeg havde været rimelig ked af det, dagen i forvejen. HJEMVEEEEE….. Alle de her udfordringer, kan simpelt hen bare blive for meget. Og sur på Allan blev jeg også, selvom han ikke kunne gøre for det. Men nu skulle vi hygge med Lars. Vi gik rundt og Lars var træt. De busture vi ville på, kunne ikke svarer sig. Vi fik i hvert fald set flere monumenter og andre berømte steder. Og så var det ren råhygge for resten af tiden. 3 dage i alt og så skulle Lars hjem. Hvem tror I, der var ked af det igen… MIG….men også af glæde over at se ham. Og mange kysser skulle han give Linda derhjemme også fra mig.
Herefter blev jeg så syg af blærebetændelse. 8 dage i alt på penicillin. Lidt træt og svag var jeg, og så viste det sig, at Jonas ikke kom alligevel. Så nu var vi alene om næste tur, til Porto Santo.. HJÆLP…
Nu skulle jeg virkelig til, at mestre min kunnen. Det jeg havde lært indtil nu. Jeg synes at kunne en del ting efterhånden. Men helt alene, når Allan skulle sove. Jeg var skræmt fra vid og sans. Endnu en prøvelse og nye grænser skulle overskrides. Og endnu tårer i øjenene. Jeg mindes ikke, at have grædt så mange tårer i mit liv før. Og lidt vred på alt var jeg også. Igen tænkte jeg, hvad laver jeg her. Hvorfor er jeg ikke hjemme i Danmark, der hvor jeg kender alt og lever i ro og mag. Jeg havde ligesom ikke noget valg. Vi skulle videre. Og Allan skulle i hvert fald ikke sejle alene. Så jeg tog mig sammen og havde det også lidt bedre, efter den første penicillin. Det hjalp.
Vi sejlede af sted og jeg tænkte ikke mere, om jeg kunne klarer det. Allan og jeg lagde en plan, der lød 3 timer på vagt og 3 timer hvile på skift. Det var lidt hårdt i starten, men til min store overraskelse, gik det bedre og bedre for mig. Jeg kunne huske det med instrumenter, navigation og to øjne havde jeg da til at se ud af. Så jeg holdt vagt. Allan havde også lært meget af turen og Biscayen. At sætte sejl lidt anderledes når der virkelig er høje bølger. Og de var høje, her også. Så det var mere stabilt. Jeg skulle bare se og hører og trykke på et par knapper. Jo Avalon er en stærk og stabil båd. Den holder sig som en mis på vandet, skærer sig igennem vandet. Allan faldt endelig i søvn, da han fornemmede jeg havde fundet melodien og klarede det med bravur. Og så skal det lige nævnes, at nattevagten, er lettere at klarer, når man har musik i ørerne. Hjemmefra har jeg indspillet en masse god musik på min mp-3´er. Lidt Kim Larsen og Benny Andersen og klassisk musik. Så er Bente Carstensen lysvågen…( her self)…

Vi ankom til Porto Santo. En utrolig smuk Ø nær Madeira. Romantisk og der hvor jeg tror mange mennesker, drømmer om at være til stede. Dejlig varmt og vandet er himmelblåt. Det opdagede jeg allerede på vejen hertil, hvor masser af delfiner underholdte os på sejladsen. Vi tog en bustur, øen rundt på ca. 2 timer. Smukt og dejligt, men de gamle huse var væk. Eller også har der måske ikke boet så mange mennesker på øen tidligere. Mange nye huse var bygget og et paradis og feriested for mange portugisere fra fastlandet. Turister var der ikke mange af. Så måske det ikke er så kendt endnu.

Nu var tiden kommet hvor vi skulle videre og min hjemve og søvnmangel, havde fortaget sig. Efter 12 timers søvn i et træk, så tror jeg det går. Jeg synes at kunne klare alting bedre igen. Fornyet energi. Allan og jeg har snakket en del om de ting, som er meget vigtige. Søvn, og de ting vi har lært undervejs fra tidligere besætninger. Hvad der skal ændres og tales om. Jo, vi bliver klogere på alt, hver dag.
Vi ligger nu her i en meget ny lille havn Quinta do Lordes på østenden af Madeira. Vi venter på Bo, hvor næste besætning, efter næsten 1 måned alene. Vi glæder os begge, og er spændte. Vi har nu ryddet hele båden op på ny. Det er lidt øv, vi ikke kan brede os mere. Men samtidig også spændende nu, at skulle lærer Bo at kende. Leif påmønstrer fra Grand Canaria den 10. okt. Og Ole omkring d. 7 el. 8 nov. Det er godt der er lidt mellemrum, så kan vi modtage og snakke med hver især, lidt efter lidt.

Jeg vil slutte nu og skal nu tænke over om jeg skal med over Atlanten. Det ender det nok med. Mit store problem lige for tiden er hvor skal jeg sove. Netop når vi er på havet så længe. Jeg har svært ved, at sove i små rum. Det er Allan og min kahyt i stævnen. Og det gynger meget. Blandet med min nervøsitet. Den laaaange sejlas over Atlanten og vi er 5 mand. Allan har reddet mig lidt…smil. Den lille køje i siden af salonen. Der kan jeg være, hvis det gynger for meget. Absolut et godt sted at sove. Så jo …. Jeg tænker stadig og mon ikke jeg er der, hvor de andre er til Jul. Barbados.

Portugal
33° 3' 42.876" N, 16° 18' 56.6172" W

Annonce