På langtur med Avalon. Del 26.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

26. Rejsebrev 10. marts – 30. April 2009.

Trinidad, Grenada, St. Vincent og Grenadinerne, St. Lucia, Martinique, Dominica, Guadeloupe, Antigua, Barbuda, St. Barthelemy, Anguilla og St. Martin.

Umiddelbart efter kl. 15 lettede vi anker og sagde farvel til Trinidad for sidste gang.
Vi ankom til Prickly Bay på Grenada kl. 3 om morgenen – en meget hurtig tur på 12 timer (80 sømil). Der var slæk på sejlene og vinden var østlig 6-7 m/s, og alligevel loggede vi mellem 7 og 8 knob.
Henrik og jeg har siden været til BBQ på Hog Island, taget en rundtur på hele den bjergrige ø (halvt så stor som Bornholm) og senest i Gouyave til fiskefestival.
Nu ligger vi her på ankerpladsen i lagunen ved hovedstaden St. George’s og venter på bedre vejr sammen med en anden dansk båd ”Poseidon”, som vi har været en del sammen med. Vi forventer at sejle videre til Tyrell Bay på øen Carriacou på tirsdag den 10. marts.

Jeg vil ikke trætte med de tidligere sejladser med Henrik fra Grenada til Guadeloupe via Union Island, Tobago Cays, Grenadinerne, St. Vincent, St. Lucia, Martinique, Dominica og Guadeloupe, da de er beskrevet i tidligere rejsebreve. Dog vil jeg nævne RAF (Rafaele), der er Langtursejlernes kontaktperson i Soufriere på St. Lucia og hans kone Laila. De er utroligt gæstfrie og meget hjælpsomme. De har siden sidst åbnet en lille vin- og kaffebar – dvs., de åbnede den dag vi ankom til ankerpladsen. Der var mødt mange mennesker op. De følgende dage skulle vise, at den nok skulle blive meget populær.

Den 31. Marts sejlede vi fra Deshais på Guadeloupe til English Harbour på Antigua. Det har for det meste op gennem ”Leuward Islands” været hård bidevind sejlads med 2 reb i storsejlet og halvt udrullet genoa. Først i den senere tid har vi kunnet slække lidt på sejlene. Vi er siden Dominica kommet til ”Leeward Islands” – dvs., vi er drejet mere vestover – og det passer fint med den nordøstlige vind.

Hvis man følger lidt med på et kort, kan man se, at vi er kommet ret meget nordover siden sidst. Det skyldes, at Henrik, der er den eneste gast, også var ombord sidste år og allerede havde oplevet Martinique, Dominica og Guadeloupe.

I English Harbour lod vi ankeret gå ved siden af Chili med Bjørn ombord. Ham havde vi ikke set siden nytår på Trinidad. Det var et glædeligt gensyn.
English Harbour og nabobugten Falmouth Harbour er samlingspunkt for nogle meget store lystyachter (mega). En lignede faktisk det danske kongeskib, dog med den undtagelse, at den var dobbelt så stor. Her findes flere lystbåde med helikopterdæk!!

Antigua er ret lav. Derfor regner det ikke ret meget. Så efter at Columbus opdagede øen i 1493, forlod spanierne den ret kort tid efter på grund af tørken. Øen har siden 1632 kun været besat af franskmændene et enkelt år og siden været meget engelsk. Admiral Nelson var chef for basen i en periode. På grund af den stormsikre havn var English Harbour Englands største flådebase i Caribien. Det var nemt at kontrollere store områder herfra. Det fremgår da også, at langt de fleste øer er tidligere engelske kolonier og engelsk talende.

Vi blev nogle dage og slappede af – en del tid sammen med venner fra de norske både Motgang, Ruffen og Jippi. Vi skiftedes til at lave ”sundowners”, der som regel udartede sig til små fester.

Vi besøgte en række små hyggelige ankerpladser på vores sejlads rundt om Antigua. Morris Bay, Jolly Harbour og Deep Bay havde alle gode snorkel steder. Vi følges sammen med Chili. Store havskildpadder svømmer omkring, og er fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Vi sluttede af ved St. John, der er Antiguas hovedstad. På grund af de store krydstogtskibe er der ualmindeligt mange turister, men vi skulle checke ud her.

Vi lettede den 7. April og sejlede til Barbuda.
Barbuda er meget speciel. Den er meget lav og ørkenagtig. Højeste punkt er ikke over 60 meter. Øen ses først på ca. 5 sømils afstand – og det er palmerne man ser. Vi sneg os ind i Cocoa Bay og sik sak’ede mellem de mange koralrev ind til ankerpladsen. Det her er eye-ball navigation. Her er meget øde. Næsten ingen andre både. Man kan godt få et par kilometer strand for sig selv. Befolkningen er kun på ca. 1.500, og næsten alle bor i hovedstaden Cordrington. Byen er lidt vanskelig at komme til, da den ligger et par sømil fra de mulige ankerpladser. Og der er en stor lukke lagune imellem.

Barbuda blev engelsk i det 17. Århundrede. Den blev leaset til Cordrington familien i 1685 for at øen kunne blive opdyrket. Men faktum var, at øen blev brugt som slaveparkering. Slaverne blev herfra gensolgt til andre øer.
Den næste dag flyttede vi ankerplads til Low Bay, som ligger ud for en 18 km lang strand med det fineste blændende hvide pulveragtige koralsand. Men meget meget øde. Bjørn og jeg gik en lang tur langs stranden. Man føler sig helt Robinson Crusoe-agtigt. Vi havde kun os selv at snakke med. Efter et par kilometers gang lå der et lille nybygget hotel, hvor vi kunne slukke tørsten med en øl (meget meget dyr – danske priser! – dvs. 3 gange så dyrt som normalt her). Der var ingen gæster på hotellet – kun os. Vi fik arrangeret, at vi den næste dag kunne få en taxabåd til Cordrington og derfra en tur ud til et fregatfuglereservat.
Kl. 9 næste morgen stod vi på landtangen. George modtog os. Han skulle være vores guide. Vi ville først checke ud, da vi ville sejle videre tidligt næste morgen. Vi skulle besøge tre steder – havn (der var kun en lille badebro), told og immigration. De lå langt fra hinanden på tre forskellige steder. Vi spurgte om vej på en lille politistation. Betjenten bad os om at gå ud til politibilen – og så kørte han os rundt til alle tre steder – mega fin service.
Efter ca. 1 ½ time var vi tilbage hos George ved den lille havn. Vi tog af sted på tur i hans lille båd. Der skulle holdes fast. Ligesom alle andre steder vi har besøgt i Caribien, har de lokale kun ”2 gear” på deres både. Enten ligger de stille, eller også er gashåndtaget helt i bund. Vi stoppede ved en meget stor bøje. Den virkede helt malplaceret her på indsø lagunen. Historien var, at bøjen havde revet sig løs i en storskibsrute i Canada, var derefter drevet med havstrømmen til Europa og derfra over til Caribien. Forhåbentlig møder man ikke en sådan om natten på vej hjemover Atlanten.
Der var to fuglekolonier. En lille med pelikaner og en meget stor med fregatfugle. Vi kunne komme meget tæt på – kun et par meter til fuglene. Fregatfuglene, der har et vingespænd på over en meter, er fantastiske flyvere. De lander aldrig på havet, men snupper flyvefisk, når de kommer ud af vandet. En anden sport er at ”stjæle” fra andre fugle i luften, hvilket de gør med stor dygtighed. Meget fascinerende at se ungerne bliver madet, medens fuglene stadig er i luften – flot. Efter turen havde vi et par timer i byen, inden vi blev sejlet over til landtangen ved Low Bay, hvor vi havde ankret.

Kl. 5 næste morgen inden det blev lyst lettede vi anker. Vi skulle til St. Barthelemy (St. Barts). Chili var sejlet af sted 2 timer tidligere (det går ikke så hurtigt med ham). De første par sømil skulle vi passere nogle koralrev tæt på. Vi kom fint udenom i mørket.
Sent på eftermiddagen kunne vi ligge ankeret ud i bugten tæt på hovedbyen Gustavia.

Der bor vel omkring 7.000 mennesker på St. Barts, som hører til Frankrig. Vi er altså i EU-land her. Det fremgår også tydeligt af omgivelserne og priser. Øen har ikke altid været på Franske hænder. I 1784 overdrog den franske kong Louis den 16. Øen til Sverige mod at få en fransk handelsbase i Gøteborg. Øen blev dog givet tilbage til Frankrig i 1877. Hovedstaden, bygninger og mange gadenavne har stadig svenske navne og af svensk oprindelse. Selv et ”Systembolag” findes her.
Vi turede lidt rundt i den pittoreske by. Gik op til fortet med dets store gamle kanoner. Vi skulle lige se om de var danske. Det var de ikke – de var lavet af plastik!! Men der var en flot udsigt.
Vi er kommet til et ”high class” område, hvilket kan ses af rigtig mange mega yachter her. Mange butikker er meget dyre varemærke butikker.

Den 14. April lettede vi. Vi fortsatte forbi St. Maarten/St. Martin og sejlede de ca. 35 sømil til Road Bay på Anguilla.
Anguilla, der betyder ålen på grund af den aflange flade form, er noget speciel. Øen har været engelsk i hele koloniperioden, selv om den kun ligger et par sømil fra franske St. Martin. Da England afkoloniserede i Caribien, blev det besluttet, At Anguilla styremæssigt skulle lægges ind under St. Kitts and Nevis. Men at blive koloni under en gammel koloni var i modstrid med anguillanernes ønsker. De revolutionerede og erklærede deres ø med ca. 7.000 indbyggere fri og uafhængig. St. Kitts prøvede at invadere i 1969, men blev slået tilbage. Ingen blev dræbt. Briterne sendte en kanonbåd med soldater til øen, men det eneste de mødte var en masse får og en undrende befolkning. Det blev herefter besluttet med befolkningens tilslutning, at øen skulle være engelsk oversøisk territorium i lighed med de britiske Jomfru øer (BVI).
Vi blev et par dage på ankerpladsen i Road Bay – stille og roligt område. Jeg lokkede Henrik på en gåtur til hovedbyen The Valley og tilbage. En tur på 14 km. Flot tur og flot udsigt over det bakkede landskab.

Den 17. april sejlede vi ud til Sandy Island. Det er en ganske lille palmeø – dog med en lille bar og restaurant. Der var flot at snorkle. Masser af kulørte fisk, heraf meget store papegøjefisk. Egentlig havde vi ikke tilladelse til at tage derud – man skal ansøge om lov og betale ca. 200 kr. i park fee. Det ”glemte” vi. Efter et par timers hygge sejlede vi videre til Marigot Bay på franske St. Martin.

Henrik, Bjørn og jeg lejede en bil og kørte rundt på hele øen – både den franske og Hollandske del. Vi var både på toppen af øen (ca. 500 m) og nede i alle bugterne og i de to hovedstæder (Marigot og Phillipsburg). Øen er ikke meget større end Amager, men er delt i 2 nationer. Delingen fandt sted i det 17. århundrede. Det fortælles, at den franske konsul skulle starte med at gå fra nord, medens den hollandske konsul skulle gå fra syd. De skulle gå mod hinanden. Grænsen skulle gå der, hvor de mødtes. Franskmanden havde en flaske vin med. Hollænderen en flaske genever. Hollænderen blev mere fuld af den stærke genever og kunne ikke gå så hurtigt. Derfor er den franske del den største. Den hollandske del er dog mere rig. Her er der mange turister, krydstogtskibe, mega yachts og mange kasinoer. Den franske del virker mere hyggelig og pittoresk. Alle taler både engelsk og fransk.

Nu er jeg så her i Marigot Bay. Henrik tager hjem om et par dage. Båden er ved at blive gjort klar til den store tur over Atlanterhavet. Alt er næsten gået igennem. Der er anskaffet nyt mastespil, ny motorenhed til den elektriske autopilot, og jeg har købt en Skymate satellitmodtager, så jeg kan sende mails og modtage vejrmeldinger under passagen over Nordatlanten. Rig, skrov og motor er gået igennem på begge både i fælleskab med Bjørn på Chili.

Vejrmeldingerne ser nogenlunde lovende ud for vores planlagte afgang den 1. maj om morgenen. Det ser ud til, at en hel armada af sejlbåde sejler af sted samme dag. Om det er godt ved jeg ikke rigtigt. Da både Bjørn og jeg sejler alene, skal vi også kunne sove. Vi må sørge for at de andre både holder godt udkig med os.

Det er første gang jeg skal sejle en så lang strækning alene. Så lidt nervøsitet er der. Bjørn har prøvet det før. Han sejlede alene fra Kap Verde til Tobago 2 år tidligere.
Sejladsen går nordover (vind nordøst), gennem Sargassohavet, til et punkt et par hundrede sømil øst for Bermuda. Derefter nordøstover til ca. den 38./39. breddegrad, hvorfra det går direkte østover mod Horta på øen Faial i Azorerne.
Hvornår forventer vi at være fremme? Da jeg for så vidt muligt følges sammen med Chili (30 fod), vil det nok tage omkring 25 dage – plus minus et par dage.
Derfra forventer vi at sejle videre mod Cherbourg ca. den 1. juni. Ankomst til Hundested er stadig planlagt til den 4. juli kl. 14.00, hvor alle vil være velkommen til en øl og en ”småkage”. Jeg vil prøve at få plads neden for klubhuset ved ankomsten.

Marigot Bay, St. Martin
Frankrig
18° 1' 28.002" N, 62° 16' 3.9396" W

Annonce