På Langtur med Avalon. Del 25.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

25. rejsebrev 16. januar – 10. marts 2009.

St. Vincent, St. Lucia, Martinique, St. Lucia, Tobago og karneval på Trinidad.

Laila og Stig skulle også se Tobago Cays, der kun ligger et par sømil fra Union Island. Det er altid en oplevelse at snorkle ved de små øer, der næsten er omringet af et stort koralrev. Her kan man komme helt tæt på havskildpadder og myriader af fisk. Jeg prøvede at holde fast i skjoldet på en af skildpadderne, men den forsøgte at trække mig ned.

Efter et par dage, gik vi den 19. januar fra Clifton Harbour på Union Island og ankrede i den meget smukke og idylliske bugt Saltwhistle Bay på øen Mayreau. Øen er ikke større, end det tager ca. en halv time, at gå fra den ene ende til den anden, men man skal over en ret høj bakke.
En dag blev vi der. Da vejret var fint og vinden i den rigtige retning fortsatte vi til Bequia – den nordligste af øerne i Grenadinerne. Vi var lidt tomme for vand. Jeg vidste, at vi kunne få tankene fyldt op (500 liter) fra en tankbåd. Det måtte vi betale 250 kr. for.

Efter nogle dage, hvor Laila og Stig bl.a. var på rundtur på Bequia, lettede vi anker den 23. januar og sejlede op til den lille bugt Wallilabou på St. Vincent. Jeg har fortalt i tidligere rejsebreve, at det er her nogle af filmene ”Pirates of Caribbian” er optaget. Siden sidst har sommerens storme dog reduceret kulisserne en smule. Vi blev som sædvanlig anråbt af ”boat boys” længe før vi kom ind i bugten. De hjalp os med at få en line ind agter omkring en palme. Vi havde ikke mere end lige ankret, da der inden på stranden blev råbt ”Velcome back Avalon”. Det var Tony, der ejer den lille strandbar ”Pirates Retreat”. Han var ikke mere end lige kommet tilbage til sin bar, da Lars Lilholts ”Kald det Kærlighed” gjaldede ud over bugten. En cd, jeg havde givet ham sidste år.
Tony tilbød, at vi kunne ligge i en af hans bøjer. Det var nemmere end at ligge for anker. Vi fik et par hyggelige aftener inde hos Tony, hvor han ekstraordinært lavede mad, selvom køkkenet ikke var åbnet for sæsonen. Den ene af aftnerne blev lidt ”våd”, hvor blandt andet politiet, der var til stede heller ikke holdt sig tilbage. Tony laver nogle virkelig gode rum punch.

Vi skulle videre. Efter at have checket ud fra St. Vincent, sejlede vi den 25. januar ved daggry mod St. Lucia. Vi skulle op og besøge Laila og Raf (Rafaele) i Soufriere. Raf er FTLF’s kontaktperson på øen. Raf er begyndt at lave lidt business i området med service af de besøgende både samt ture omkring øen til lands og til vands. Det har skabt nogle arbejdspladser for nogle lokale mennesker. Det er godt, når man tænker på, at arbejdsløsheden på St. Lucia er omkring 80 procent. ”Doggy”, en af Rafs medarbejdere og Raf modtog os og hjalp os med at fortøje til en bøje. Vi trængte til at få vasket tøj. Vi er altid velkomne til at få det vasket hos Laila.
Laila og Stig tog en rundtur på øen med Daniel som chauffør. De skulle bl.a. andet se den stadig aktive ”drive in” vulkan, hvor det koger og bobler, den botaniske have og vandfald i regnskoven. De så ret udslidte ud, da de kom tilbage.
Det koster noget, at ligge til anker eller i bøje omkring Soufriere og de to ”Pitons”. The Pitons er de to meget markante bjergtoppe, der også er symboliseret i St. Lucias flag. For to dage er det ca. 46 kr.
Den 28. januar sejlede vi op til Marigot Bay, nogle sømil længere nordpå. Vi blev straks hailed, da vi sejlede ind i bugten og spurgt om vi skulle have en bøje. ”hvad koster det”? Straks blev der svaret 80 Easy (EC) dollars (185 kr.). Jeg spurgte om han ikke var rigtig klog. Straks røg prisen ned til 60 EC. Det synes jeg også var for meget, når man kunne ligge i bøje 2 dage i Soufriere for 20. Svaret var, at så kunne vi bare sejle tilbage til Soufriere. Jeg besluttede at ankre nær ved den tilbudte bøje – og det var gratis. Der var god holdebund. Vi tog ind til land og gik en tur omkring den smukke lagune og højdedragene rundt om.
Laila, der skulle have sin mere eller mindre daglige løbetur på 8 km fik selv lov til at tage dinghyen ind til havnen. Det var et morsomt øjeblik med mange rundture, indtil hun fandt ud af, hvordan den skulle styres. Tidligere havde Stig forbarmet sig over hende og sejlet hende ind. Men han havde ikke meget lyst til at stå op ved daggry.
Næste dag sejlede vi op til Rodney Bay, hvor vi ankrede i den inderste lagune. Helt roligt vand. Jeg kunne fylde dieseltanken op fra de dunke vi har stående ombord på dækket. Jeg fylder ikke diesel direkte i tanken, men via et snavs- og vandudskilningsfilter. I Rodney Bay skulle vi checke ud for den videre sejlads nordpå.

Den 30. januar lettede vi fra Rodney Bay. Så snart vi kom ud af bugten blev vi mødt af en østlig vind på 10-13 m/s og høj sø. Der kom 2 reb i storsejlet og kun halvdelen af genuaen blev rullet ud. Alligevel gik det med mere end 7 knob nordpå. En kæmpe turkatamaran med en masse mennesker ombord passerede os tæt om styrbord. Mange tog billeder af os i den høje sø.
Vi sejlede direkte til Le Marin på Martinique – en tur på ca. 25 sømil. Det tog 4 timer. Der lå hundredvis af både til ankers og i de forskellige marinaer. Men der er også plads til mange i den store bugt, og vi fandt hurtigt en ankerplads. Byen og stedet er nu ikke noget specielt, men er gearet for det maritime. Jeg havde ødelagt min gps til computeren, hvor jeg har alle søkortene. Jeg fandt en i forretning ved havnen.
Den næste dag 1. februar sejlede vi forbi Dimond Rock, der ligner ”Dark Wader” fra ”Star Wars” og gik ind i Petit Anse d’Arlet, hvor der er et lille rev tæt ved stranden, hvor det myldrer med kulørte fisk. Da vinden var i ryggen hele vejen brugte vi kun storsejlet med 2 preventers (liner, der skal forhindre utilsigtet bomning).
Og så skete det! Den nye toilettank, jeg havde fået installeret i november revnede – adddrrrr. Jeg kunne ikke lappe den. Intet ville sidde fast. Måtte klare det ved at tømme tanken 2 gange om dagen.
Tirsdag den 3. februar sejlede vi op og ankrede ud for St. Pierre. Det er den tidligere hovedstad på Martinique, men den blev totalt ødelagt ved et vulkanudbrud i 1904 og samtlige indbyggere på nær en straffefange blev dræbt. Alle skibene i bugten sank, hvilket i dag kan ses af de utallige vrag, der er markeret i søkortet.
Jeg gik en tur rundt og så på nogle af ruinerne og byens markante steder. I dag bor der kun ca. 10.000 mennesker. Mange af husene er bygget oven på ruinerne. Også her er der gamle danske kanoner fra 1700-tallet.
Laila og Stig tog med et lille tog rundt i byen (ligner Tivoli-toget). Det var ret dyrt – og
Deres sightseeingtur blev udelukkende præsenteret på fransk, så det fik de ikke meget ud af.
St. Pierre blev vores vendepunkt på turen. Vi skulle mod syd igen. Vi skulle nå karnevallet i Port of Spain på Trinidad. Laila og Stig skulle hjem herfra og Henrik skulle komme ombord. Det er meget lettere, at sejle mod syd, når vinden mere eller mindre konstant kommer fra nordøst og strømmen det meste af tiden fra øst. Så kan der komme lidt slæk på sejlene i modsætning til bidevind eller kryds, når man går nordpå.
Vi sejlede ned til Grand Anse d’Arlet. Det er en hyggelig ankerplads med en masse små restauranter langs stranden. Man sidder med fødderne i sand. Det er også et sted man kan checke ud for den videre sejlads. Ind og udcheckningsproceduren er meget enkel på de franske øer. Det er som regel i en restaurant med en computer. Man udfylder et skema på skærmen. Printer det ud. Får et stempel – og så er den potte ude. Max 5 minutter.

Fra Martinique gik det retur til Rodney Bay Inner Lagoon den 6. februar. Vi gik ud og spiste et herligt måltid på strandpromenaden ud til Rodney Bay. Vandet i den indre lagune er meget ugennemsigtigt. Hele tiden springer ret store fisk ud af vandet (nok for at orientere sig). Det ser flot ud, og man kan bruge lang tid til at betragte skuet.
Om lørdagen den 7. fortsatte vi til Soufriere. Igen hjalp Doggy os med fortøjning til en bøje lige ud for ”Bat Cave” – en hule i klippen med masser af flagermus. Doggy hentede også det vasketøj vi havde. Vi bestilte frugt og rødvin hos ham. Laila og Raf var gæstfri som sædvanlig. Vi fik en del hyggelige samtaler i deres store hus, der ligger tæt på stranden og ankerpladsen.
Raf tog os en dag på en tur op langs vestkysten. Han ville undersøge mulighederne for at lave en tur i den retning, samt besøge nogle nye vandfald i regnskoven.

Den 10. februar forlod vi St. Lucia for at sejle direkte til Man o’war Bay på Tobago og ankre ud for Charlotteville. Den udsejlede distance var på 178 sømil. Det tog 28 timer. Vinden var i nordøst 10-14 m/s. Vi var godt rebet ned og sejlede med preventer på bommen. Søen var ret høj. Lidt over midnat sprang det ene trækkabel til Aries’en – den automatiske vindstyrer. Stig og jeg måtte skifte til at håndstyre. Ankerpladsen i Charlotteville ligger et stykke fra stranden og er ret urolig. Vi checkede ind kort efter ankomsten. Det var den mest langsommelige procedure vi havde mødt endnu. Ikke fordi, der skulle udfyldes flere papirer end på Trinidad (den næst langsomste), men personerne fra Custom og Immigration var utroligt snaksalige. Der kom jo ikke både hver dag. Alle skulle være til stede, og vi blev udspurgt fra hvilket land båden kom fra, om der var koldt osv. osv.
Vi tog en slapper efter den hårde og trættende sejlads. Gik en lille tur i byen. Men ellers stod programmet på ”liming”. Dvs. betragte de andre, snakke lidt og ellers ikke lave noget.
I stedet for at købe en rundtur på øen tog vi den lokale rutebil til hovedstaden. En meget flot tur på over en time der går langs nord- og vestkysten. Da vi skulle tilbage ved 3-tiden var der ingen bus. Mange ventede. Den næste bus kørte ikke før kl. 5. Da den endelig kom, var der et veritabelt slagsmål for at komme ind. Det ville jeg ikke rode mig ind i, så jeg ventede lidt tilbage – og fik en ståplads! Det blev en noget længere dag end forventet.
I forbindelse med udcheckningen – ja man skal checke ud og ind, når man sejler mellem havnene i Trinidad og Tobago – fik vi tilladelse til at besøge et par steder på Tobagos nordkyst. Derfor gik vi lørdag den 14. december de ca. 10 mil til Castara Bay – en meget pittoresk lille bugt. Da vi skulle ind på stranden med dinghyen var der så meget surf, at båden vendte på hovedet og Laila og jeg blev kastet i vandet. Uheldigvis druknede motoren også druknede. Surt! Nå, jeg havde i længere tid fablet om, at påhængsmotoren til dinghyen skulle renses, så nu var jeg nød til det. Vi gik en tur mellem de små hyggelige strande, og mødte også en dansk familie, der holdt ferie der.
Tilbage til Avalon fik påhængsmotoren den helt store rense tur og blev skilt fuldstændig ad. Den har aldrig virket så fint siden.
Søndag gik det videre til Plymouth. Et turist sted, men ikke lige så kønt som de foregående steder på Tobago. Alt er næsten lukket om søndagen, men vi fandt en lille kinesisk restaurant – og de lavede fortrinlig mad.
Vi havde besluttet at starte på den 80 sømil lange sejlads mod Chaguaramas på Trinidad omkring midnat. Det øsede ned, så starten blev udsat til kl. 1.

Vi ankom til Trinidad den 16. februar kl. 15. En dejlig afslutning på 6 ugers sejlads og lidt over 600 sømil. Båden skulle på land og lige have en ekstra smøring i bunden.
2 dage efter kom båden op. Laila, der gik ved siden af kranen sagde, at man kunne se et mellemrum mellem køl og skrov. Hjælp!!! Så snart Avalon var stivet af ringede jeg til en mekaniker for at få strammet kølboltene. De kom hurtigt. Fik lavet specialværktøj. Alle boltene kunne strammes på nær en – den var knækket – den bagerste. Mange forslag (dyre) kom på bordet. Ny køl bl.a. Månedlang proces. Jeg var lige klar til at sælge båden på stedet. Jeg spurgte, om man ikke indefra kunne bore et hul ned i kølen og så hugge et hul på tværs og så sætte en bolt i hver ende. Det havde de ikke prøvet før. Men de ville da godt prøve. Som, sagt så gjort. Det lykkedes på 2 dage. Jeg hjalp til og fik vabler i hænderne. Man kan ikke bore i bly med en maskine. Boret skal drejes i hånden. Det tog en hel dag. På billederne i galleriet har jeg vist hvordan det blev gjort. Det ser fornuftigt og stærkt ud. Kr. 6.000 (uventet udgift). Toilettanken (en halv times arbejde) måtte jeg vente over en uge på at få repareret på grund af karnevallet.

Siden november, da jeg første gang kom i vandet har jeg sejlet 897 sømil. Og siden afgangen fra Hundested den 3. august 2007 er det blevet til 5.587 sømil (for landkrabber svare det til 10.350 km), hvilket svarer til ca. en fjerdedel rundt om Jorden ved ækvator.

Henrik, der også sejlede med mig sidste år, kom den 21. februar. Så var vi 4 ombord (lidt crowded – men heldigvis kun for en kort periode).

Karnevallet stod for døren, hvilket er helt specielt her i Trinidad. Alle deltager uanset om man vil eller ej. Specielt ”J’ouvert”, der startede mandag den 23. februar kl. 5 om morgenen. Man skal ikke have pænt tøj på, for man får maling hældt ud over sig. Det er ekstremt festligt og alle går til den. Musikken (Calypso og Soca) er øredøvende. Alle danser. Pigerne specielt med deres bagdele. Fascinerende at se på.
Tirsdagen er den store paradedag, hvor helt fantastiske dragter og optog bliver vist. Forberedelserne må ha’ taget et helt år. Flot er det. Det ene optog efter det andet defilerer forbi. Fra morgen til midnat varer det. Vi blev der kun til kl. 4 om eftermiddagen – vi var trætte.

Båden kom igen i vandet om torsdagen. Toilettanken blev installeret under søsætningen. Stig og Laila var for trætte til at sejle ud til nogle af øerne omkring Chaguaramas. De var ved at klargøre til hjemturen lørdag.
Den sidste dag i februar sagde Henrik og jeg farvel til Laila og Stig. De har været nogle dejlige mennesker at have med, og de har ned stor tålmodighed acceptere mit mere eller mindre temperament. Godt gået.

Umiddelbart efter kl. 15 lettede vi anker og sagde farvel til Trinidad for sidste gang.

Trinidad og Tobago
11° 19' 18.4224" N, 60° 33' 6.9876" W

Annonce