På langtur med Avalon. Del 18.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

18. rejsebrev 7. februar – 3. marts 2008 – Grenada, Grenadinerne og St. Vincent.

En time før det blev mørkt kastede vi den 7. februar los fra bøjen i Chaguaramas på Trinidad. Vi skulle nordover. Mørket faldt hurtigt på lige efter vi forlod udsejlingen nord for Trinidad. Der var vind – ja endda meget af det og fra nordøst. Vi målte helt op til 17 m/s i stødene. 3 reb i storen og kun en lille smule udrullet genua. Vi sejlede tæt til vinden i store bølger og dønninger. Bente blev meget søsyg. Jeg havde regnet med, at vi ville kunne nå op til Prickly Bay på Grenada i løbet af næste dags eftermiddag. Men det gjorde vi ikke. Vi droppede ankeret allerede kl. 8 om morgenen. Selv med meget små sejl var der fart på.
Prickly Bay er en rolig og beskyttet bugt – og så er der dejligt at bade. Vi checkede in i det lille hus på stranden, hvor told- og immigrationsmyndighederne holder til. Et par dage blev vi der og slappede helt af inden vi sejlede de få sømil rundt om den sydvestlige ende og gik ind i lagunen ved hovedstaden St. George’s. Grylle fra Chili havde sendt os en mail, om at vi skulle tage en rundtur på Grenada – en oplevelse. Chili var sejlet fra Trinidad en uge før. Vi regnede med at møde dem igen. Vi ankrede i lagunen om mandagen. Desværre kunne der først arrangeres en tur til rimelig pris om torsdagen. Vi hørte om turen på det sædvanlige ”morgennet” på VHF-kanal 68, som eksisterer på næsten alle øerne.
Indtil da gik Bente og jeg nogle lange ture rundt i hovedstaden. Byen ligger meget flot på de stejle skråninger rundt om ”The Lagoon” og ”Carenage” (se ”Google Earth”). Bente og jeg fik massage midt på markedet medens vi nød ”rumpunch med muskatnød.
Om torsdagen kl. 08.30 blev vi hentet i en maxi taxi med plads til 10 personer. Chaufføren var samtidig guide. Det blev en helt fantastisk tur. Guiden var alvidende. Han forklarede os en masse om fauna og historie. Grenada kaldes også ”Spice Island”. Bilen kunne pludselig stoppe og guiden løb ind mellem nogle buske hev nogle frugter ned eller gravede nogle rødder op og forklarede os hvilket krydderi eller medicin planterne kunne bruges til. Grenada har Verdens næststørste produktion af muskatnød. Vi var selvfølgelig inde og se hvordan behandlingen af nødderne fandt sted. Turen var meget lang – vi var rundt på hele øen – oppe i bjergene og nede i dalene. Det var nogle ret trætte mennesker, der stod ud af bilen kl. 18.30 om aftenen.
Lørdag den 16. februar lettede vi anker og begav os mod øen Carriacou, der er den sydligste ø i Grenadinerne. Et par af øerne her hører til Grenada – resten til St. Vincent. Vinden var stadig hård nu fra NNE – lige den retning vi skulle i, da vi nåede nordenden af Grenada. Vinden havde været konstant hård fra retningen NE og NNE i den sidste måned, så jeg besluttede at tage et langt ben vestover til jeg kunne holde Tyrrel Bay på Carriacou op på en østlig kurs. Det blev 10 sømil vest for den lige kurs, da vi vendte. FORKERT BESLUTNING! Kort tid efter at vi havde vendt, drejede vinden til ØST! Samtidig begyndte det også at regne meget og med kraftige vindstød – SURT SJOV! Nå, men vi kom da til Tyrrel Bay – også et godt badested. Og så er der en flydende bar og restaurant. Den benyttede vi os af søndag aften, da de serverede grill buffet. Vi fik vist lidt rigeligt at drikke også. Vi fik også en salsa svingom med de lokale.
Mandag den 18. februar sejlede vi om til den meget urolige bugt Hillsborough, hvor vi skulle checke ud. Den næste ø Union Island hørte til St. Vincent. Lige så snart formaliteterne var i orden (et par timer), lettede vi anker og sejlede de 7 sømil til Union Island, hvor vi droppede ankeret i Clifton Harbour. Vi gik til Lufthavnen for at checke ind (5 minutters gang).
Her blev der ”dansker møde”. Kort efter vi havde ankret kom Ekliptika med Jesper, Linda og Anne-Marie, derefter Wave Dancer med Søren og hans to døtre Anne og Line. Sørens kone Anne-Britt havde pådraget sig en sygdom og måtte rejse hjem. Til sidst kom Calypso med Kurt og hans søn Christian. Vi havde et par gode dage sammen. Bente fik også set en hel del af Union Island. Nu skulle der grilles – så efter et par dage forlagde vi alle til den lille ø Mayreau – den mindste beboede ø i Grenadinerne. Vi droppede ankeret i den meget pittoreske Salt Whistle Bay – et rent postkort med fin strand og palmer. Vi skulle tænde grill om aftenen på stranden. Store ”hundeører” steaks, pølser og salat, samt en masse rom blev færget ind til stranden. Det var meget hyggeligt. Der blev fortalt mange løgnhistorier den aften.
Bjørn og Grylle havde sendt os en mail, at de var sejlet nordover til Bequia, men nu igen var sejlet sydpå til Tobago Cays – et helt fantastisk dykke- og snorkelsted. Efter 2 dage på Mayreau sagde vi farvel til Wave Dancer og Calypso – de skulle nordover til Martinique. Vi sejlede sammen med Ekliptika nord om øen og ned til Tobago Cays – en tur på 3 sømil. Man skal holde tungen lige i munden og lave sikker navigation. Der ligger en række uafmærkede coralrev, som man skal ud og ind i mellem. Vi droppede ankeret lige ved siden af Chili og tæt ud for den lille ø Baradal. På den anden side lå en mægtig Swan-61 med St. Vincent flag – ”Privateer” den skulle vi senere høre mere til.
Et par timer efter at vi havde ankret droppede en stor udlejningskatamaran ankeret lige foran os. Han drev helt tilbage, så han kun var en meter foran os. Han havde kun 10 meter kæde ude på 6 meter vand. Det så meget faretruende ud. Jeg bad ham om at flytte sig – det ville han ikke. En dinghy fra den store St. Vincent Swan suste over til ham og skældte ham huden fuld. På dialekten kunne jeg høre, at han nok var dansk. Men han fik katamaranen til at flytte sig. Katamaranen var ved at sejle ind i flere både i sit forsøg med at hive ankeret op igen.
Jeg takkede Finn, der var ejer af Swan’en. Han kom ombord – fik en øl, og fortalte lidt om, hvorfor han sejlede rundt her i en stor Swan.
Finn sejlede derefter rundt til alle de danske både (en anden dansk båd var også kommet til) og inviterede på ”sundowner” og rundvisning på hans båd. Det var overdådig luksus – næsten lige som da jeg sejlede med Jørgens Chardonnay.
Vi snorklede og badede meget ved de små øer. Vi så store skildpadder, der græssede på bunden. Vi svømmede rundt i et kæmpe fiskeakvarium med utroligt mange farvestrålende fisk og blæksprutter. Mange af fiskene kommer helt hen til en og napper i ens fødder – de er ikke bange for mennesker. Der er også fiskeforbud.
Efter et par meget hyggelige dage med Sundowners på forskellige både og på stranden måtte vi sige farvel til Finn og hans besætning, samt Ekliptika, som ville blive et par dage mere ved Tobago Cays inden de sejlede sydpå mod Trinidad og Venezuela. Privateer skulle hurtigt nordover for at sætte et par gæster af. Så ville han sejle sydover igen. Finn ser vi nok igen. Da jeg var lav for ferskvand gav Finn mig 200 liter vand fra hans beholdning ombord – en fin gestus. Bjørn på Chili fik også lidt.
Vi sejlede mandag den 27. februar til Admiralty Bay, på Bequia - den nordligste ø i Grenadinerne. Formålet var primært at handle lidt mad og komme af med vores affald. Vi slappede lidt af her. Vi har tænkt os, at følges med Bjørn og Grylle på Chili, så langt det nu passer os begge.
Chili havde endnu ikke været på St. Vincent, så vi sejlede onsdag den 29. februar til Wallilabou Bay – her hvor filmen ”Pirates of Caribians” er optaget. Mange af kulisserne er bibeholdt. I restauranten sidder man inde i en af kulisserne. Vi arrangerede med en maxi taxi om at tage os på en heldagstur rundt på øen. Den botaniske have ved Kingstown var en oplevelse med en rigtig god guide. Også det store plantageområde i Mesopotamia Valley var seværdigt. Ellers var turen lidt trættende. Chaufføren kunne godt lide at ”køre” meget.
Fredag gik vi til politistationen i Barrouallie – en halv times gang over en bjergkam. Ikke fordi vi ville sejle videre til St. Lucia – men fordi man ikke kan checke ud i weekenden. Da vi kom tilbage lettede vi anker og sejlede de 1½ sømil til Cumberland Bay – også en rigtig postkort bugt med fin strand og palmer. Man dropper ankeret og bakker mod stranden og får en trosse rundt om en palme. Også her er der kulisser fra ”Pirates of Caribians”. Bugten ligger med høje bjergkamme til alle sider. Det er god motion at gå en tur rundt.
Vejret er ikke for lovende, idet der er lovet op til 15 m/s fra nordvest. Det skulle i løbet af mandagen den 3. marts falde til 7-10 m/s og dreje mere mod øst. Så i morgen sejler vi til Soufriere Bay på St. Lucia. FTLF (Langturssejlerforeningen) har en kontaktperson her Raffaele Cantoni, som vi har kontaktet og om har et brev til os – Bentes nye simkort.

BENTES OPFATTELSE

Karneval d. 4 feb. 2008.

Så er jeg her igen. Karneval i Trinidad. Det var en fantastisk oplevelse. Den ene dag startede vi, sammen med en del andre sejlere, kl. 4 om morgen ved et privat arrangement. Den dag hed maling på krop og tøj. Der blev spurgt pænt, må jeg male dig blå eller…. Kønne var vi, da vi kom hjem. Det var ret unge mennesker der deltog og MEGET høj musik blev spillet. Så lidt halvdøv blev man da. Men ellers taler billederne for sig selv, på Allans hjemmeside. Dagen efter var det paraden. Jo mine øjne var næsten ved, at rulle ud af hovedet. Fantastiske kostumer og musik….

Vi sejler næsten til alle de caribiske øer. Selvom lige umiddelbart alt ligner hinanden, så er forskellen stor på øerne, synes jeg. Grenada og St.Lucia er meget grønne, i forhold til de andre øer vi har besøgt. Carriacou er lidt mindre. St. Vincent er fantastik meget grøn og rigt dyre/fugleliv. Befolkningen er nok lidt fattigere, det kan man mærke med boat boys og den måde, de kommer og vil sælge alt muligt med det samme. Det er en meget speciel oplevelse for mig. Det er første gang, jeg oplever mennesker, så pågående på den måde. På St. Vincent er der heller ikke så turistet. Jo vi er dem, der er anderledes. På St. Lucia hvor vi er lige nu, har jeg oplevet at flere lige skulle rører ved min arm. Særlig børnene.
Her oplevede vi også et kongeligt besøg Kronprins Charles og Camilla. Stor opstandelse og en masse restaurering af fortove og maling af kirken. Det var sjovt og spændende, at følge befolkningen, under alle forberedelserne. Nogen var der mere styr på, end andre. Og stress, det får de mennesker ikke. Det kunne vi lærer lidt af, derhjemme i Danmark.

Vi følges Bjørn (som er skipper på Chili) og Grylle som er gast, og har gjort det siden Tobago Cays. Bjørn er normalt singlesejler, men har så en gast med i ny og næ. Atlanterhavssejladsen foretog han selv. Sejt. Det skal lige nævnes, at Grylle og jeg hedder det samme til efternavn. Så Grylle vil lige finde ud af, om vi er i familie, senere. Vi er blevet rigtig gode veninder, så vi mødes igen senere i Danmark.
Lige en lille historie om, hvor nemt det er at finde vej på øerne. Særlig på St. Vincent. (så selv jeg ikke bliver væk…smil) Allan og Bjørn, Grylle og jeg skulle lige gå en tur. Der skulle tjekkes ud på St. Vincent. Grylle og jeg var godt bag ud Bjørn og Allan på turen. Og pludselig var de væk. Åh nej, hvad gjorde vi så. Det eneste vi viste, at de var gået til politistationen. Vi gik og kikkede lidt rundt. Lige pludselig var der en kvinde som råbte, politistationen er derover. Underligt, for jeg havde da ikke spurgt hende…..smil. Men de have set Bjørn og Allan. Så der var tjek på os. (de eneste hvide) Vaskekoner mødte vi også. (kan ses i galleriet) Dejlig sang og glade ansigter og små børn der legede omkring. Dejligt, at de sure pligter ikke behøver, at være sure….
Jo der er håb, for så nogen som mig, der kan blive væk i en telefonboks. Det skal så lige nævnes, jeg bliver bedre og bedre til at finde vej. Går lidt mere ud på egen hånd, hvor jeg føler mig tryg.

Det er små korte ture vi sejler mellem øerne. Ofte ikke mere end en dagssejlads. Så det er bestemt til at overskue for mig, denne gang. Lige bortset fra, når vind og regn tager fat og vi ligger meget på skrå under sejlads, så hopper mit hjerte lidt. Det vender jeg mig aldrig helt til. Hvis det stod til mig, så ned med sejl og på med motor….smil.
Min søsyge forsvandt hurtigt, denne gang. Det har så også gjort, jeg har nemmere ved at være med i alting. Jeg ved hvad jeg skal tage fat i. At styre båden, går meget bedre end sidste gang, før Atlanterhavsturen. Når vi skal ligge for anker, som vi altid gør her i Caribien, så er det mig der styrer og Allan sørger for anker. Den ene ved hvad den anden gør. Dejligt. Lige bortset fra den dag, hvor vi skulle ligge ind til kaj i Suffriere, St. Lucia. Der gik det lidt galt. Vi skulle mødes her med en dansk kontaktfamilie Rafaele (RAF) og Laila. Deres båd lå ved en kaj, hvor vi så skulle være også. At smide anker foran deres båd og så bakke ind. Halløjsa hvor det gik. Jeg havde jo ikke lige prøvet at bakke med båden. Så slingrer det hele og Allan kunne jo ikke være to steder. Men jeg fik fat i det til sidst efter flere forsøg. Jo træning gør mester.

Min forbi med at sejle på dybt vand er også gået over. Men det er helt sikkert, jeg ikke falder over bord. Min skræk for at svømme på dybt vand, hænger godt ved. Jeg har meget svært ved at overvinde angsten. Så jeg går desværre glib af mange oplevelser under vand. Og de er mangfoldige på disse kanter. Koraller, alverdens fisk i mange farver og skildpadderne som er kæmpestore her. Jeg græder indvendig, når de andre kommer og fortæller om deres oplevelser. Jeg opnåede at snorkle lidt inde ved strandkanten på øerne Tobago Cays, som er absolut Caribiens perle. Der så jeg fisk og meget flotte. En enkelt skildpadde dukkede også op. Så jo jeg fik set lidt.

Tro det eller ej, jeg savner stadig at være hjemme i Danmark ind imellem. Så fuldtidssejler bliver jeg nok aldrig. Det mærker jeg også omkring min beslutning, at springe Atlanterhavsturen over igen.
Allan ville gerne hjem med båden til Danmark. Og selvfølgelig ville jeg med helt hjem. Det var i hvert fald min tanke i starten, da jeg fik det at vide. Vi skulle jo ellers have været hjem sammen til Danmark i et par måneder fra maj og så af sted igen tilbage til båden. Men i sejlerverden, kan alt ske og ting ændre sig. Jeg tør simpelt hen ikke. Allan er godt bekendt med mit problem. Så jeg håber han kan finde en anden, der vil med over Atlanten. Jeg følte mig lidt skyldig igen. At jeg meldte fra, men jeg kan ikke gå på kompromis med mine følelser og den angst jeg har. Det er simpelt hen for lang en tur, ude på kun åbnet hav. Jeg gyser ved tanken.
Allan overvejer så måske at sejle rundt i Caribien 1 år mere. Men jeg tager hjem og får begyndt min hverdag igen. Jeg mangler desværre også nogle år endnu, til at kunne gå af på efterløn. Det er dyrt at sejle, så lidt penge skal der tjenes. Det bliver senest 1 maj jeg rejser hjem til Danmark.

Jeg takker Allan for de dejlige oplevelser jeg har fået på denne rejse, som er så anderledes. Jeg ville have gjort det igen, hvis nogen spurgte mig, om jeg havde fortrudt.

Saint Vincent og Grenadinerne
12° 37' 57.1764" N, 61° 21' 25.164" W

Annonce