På langtur med Avalon. Del 16.

Allan Carstensens billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 stemme)

16. rejsebrev 1. – 12. januar 2008 – Grenadinerne.

Vi fik endelig fyldt den meget slunkne vandtank i Young Island Cut på sydsiden af St. Vincent. Den 31. december sejlede vi til den nordligste af øerne i Grenadinere – Bequia (udtales ”bæk væj”). Her ville vi så holde nytårsaften. Vi skulle ikke sejle ret langt – kun ca. 7 sømil. Navnet kommer af carib og betyder skyøen. Der er ca. 5000 indbyggere på de ca. 15 kvadratkilometer. Øens historie er meget tilknyttet tidligere hvalfangst og bådbygning.
Der lå et utal af både på ankerpladsen. Sædvanen tro, og da vi ikke havde nogen påhængsmotor til dingyen, sejlede vi helt ind i bunden af bugten i Admiralty Bay ca. 50 meter fra land og med kun få cm under kølen ved lavvande. Her droppede vi ankeret. Der var ikke plads til at vinden vendte, så var vi endt på stranden. Men passaten har nu vist sig at være meget pålidelig og varierer kun mellem Nord øst og øst. Ankeret vi har er på 35 kg. Det har ikke en gang – selv i blæsevejr og urolig sø – svigtet os. Så vi sover godt om natten.
Vi ville finde et sted, hvor vi kunne spise nytårsmiddag. Flere restauranter reklamerede med nytårstaffel. Vi bookede os ind et sted hvor det kostede ca. 50 USD for middagen med vin.
Det viste sig mere at være mest reklame. Vi regnede med at der ville være masser af mennesker. Der kom kun nogle ganske få. Maden var rimelig god men dyr.
Da vi var færdige med at spise, gik vi lidt længere hen ad stranden. Her var et par restauranter og dansesteder med musik. Et med et dejligt steelband, der spillede calypso rytmer, et andet orkester spillede salsa musik. De lå side om side og prøvede at overdøve hinanden. Vi blev der lige over midnat. Kl. 24 – nytår – blev der spillet ”Old Lang Syne” – stort fyrværkerishow blev vist. Jeg havde taget en flaske champagne med. Den blev drukket af plastikbægre på stranden foran restauranten.
Hele den lille by på øen var på gaden. På den snævre hovedvej blev der flere steder spillet højlydt musik. Folk dansede i gaderne. Vi dansede med. Det er en meget inciterende måde at danse på. Meget tæt – meget erotisk udtryk.
Kl. 4 om morgenen var vi trætte i ansigterne og sejlede ud ombord.

Vi mødte en anden dansk båd – en tidligere ombygget sejlfiskekutter på 60 tons – der udelukkende sejlede rundt i Caribien med ”vanskelige” danske børn. Jens Ole, der er altmuligmand ombord – dvs. kok og mester m.m. kom over og hilste på. Der var to unge ombord samt skipperen og hans veninde.
Verdens støste privatejede sejlbåd kom også ind i bugten. En helt ny tremastet og meget speciel moderne ”fuldrigger” Falcon på 88 meter. Alle sejl blev sat automatisk og rullede ind i rærene. Båden havde kostet mere end 100 mio USD.

Bequia var en dejlig lille ø, men også meget dyr. Det er de riges paradis. Alle vil have penge. Og de tager sig godt betalt. Det er svært at få et ordentligt måltid mad for under 100 EC$ svarende til ca. 200 kr.

Den 2. januar lettede vi og sejlede til den privatejede ø Mustique (udtales ”mu stiik”). Navnet kommer af det franske ord for moskito. Øerne ligger forholdsvis tæt. Der er mange af dem, men vi havde besluttet kun at sejle til 5 af dem, hvoraf de 4 tilhørte St. Vincent og en Grenada. Lige ud for Basil’s Bar i Brittany Bay koblede vi os til en bøje. Det kunne vi lige så godt. Det kostede det samme uanset om man ankrede eller lå i bøje – nemlig 75 EC$!!!.

Stedet er kendt for de tidligere meget kendte personer, der har ejet eller haft land og hus på øen. De mest kendte er Prinsesse Margaret, Mick Jagger, David Bowie, Brian Ferry, Raquel Welch, Paul Newman, Tommy Hilfiger og mange andre. På toppen af øen ligger en bygning, der beskrives som en maharajas palads. Det ejes af Lord Glenconner.
Hvis man synes det er dyrt på Bequia, skal man ikke tage til Mustique. Skruen har her fået en 50% tand ekstra. Selv affald skal men betale for at komme af med. Øen er dog utrolig smuk.

Vi sejlede allerede den næste morgen og glemte at betale bøjeafgift. Det kan jo ”smutte” det skidt. Men så havde vi jo 75 EC$ ekstra til forbrug. Der var 3 timers sejlads til Charles Bay på øen Canouan (udtales ”ka-no-van”). Navnet betyder Øen med havskilpadder. Øen er meget bjergrig og udsigten er fantastisk fra bakketoppene. Der er meget fint snorkelområder ved de mange coralrev. Her går livet meget langsommere for de ca. 1000 indbyggere. Prisniveauet er til at leve med (dansker priser). Eneste ulempe var, at båden ”rullede” meget på ankerpladsen.
Canouan var stedet, hvor skibsbygningsindustrien i Caribien havde sin fødsel.

Fredag den 4. januar lettede vi og sejlede 2 timer til Clifton Harbour på Union Island – den sydligste af St. Vincent Grenadinerne. Vi skulle checke ud herfra om mandagen den 7. januar. Det kan også lade sig gøre i weekenden, men så skal man betale 150 EC$ ekstra. Men det gjorde nu ikke noget vi var i god tid og kunne vente. Ole og Leif skulle ikke rejse hjem før ca. den 15. januar fra Grenada.
Union Island er også meget bjergrig og vulkanagtig. Man siger den ligner lidt Tahiti. Der bor ca. 3.500 sjæle på øen. Alt virker rimeligt moderne. Der er en del butikker og restauranter. Konkurrencen gør, at priserne er lave.

Vi gik nogle lange ture rundt på øen. Udsigten er fantastisk over de mange koralrev, øer og landskaber. Vi spiste flere steder og var også ude og danse salsa på en lille lokal restaurant. Hummer skulle vi også have. Jeg fik det for første gang. Ole og Leif havde fået det flere gange.

Mandag morgen lettede vi for at tage de få sømil til den første af Grenadas Grenadiner – nemlig Carriacou som betyder landet der er omgivet af koralrev. Vi skulle checke ind i Hillsborough. Der sker ikke meget på Carriacou. Det meste af tiden går med at ”lime”. Dvs. man laver ikke noget. Man sidder på en lille bar med sin rom punch og kigger på mennesker. Måske en lille snak med nogen af dem. Timer kan gå på den måde.
Hilsborrough var nu ikke noget særligt spændende sted, men det var her vi skulle klarere ind. Så den næste morgen forlagde vi til en bugt der hedder Tyrrel Bay et par sømil længere sydpå. Meget mere hyggeligt og mange både.
Vi havde ikke mere end lige smidt ankeret, da en svensker – Frederik – kom over og hilste på. Han sejlede alene i en 42 fods Bavaria. Han skulle den samme vej som jeg til Grenada og Trinidad. Vi besluttede at følges ad.

Den 9. januar tidligt sejlede vi mod Grenada – en tur på mere end 30 sømil. Om eftermiddagen smed vi ankeret i lagunen i St. George’s Harbour. Helt roligt vand. Der er læ til alle sider. Meget smukke omgivelser.
Ole og Leif har nu fået deres billetter. De tager herfra Grenada og flyver den 12. januar til henholdsvis København og Billund via Tobago, og Amsterdam.

Danmark
12° 2' 42.8676" N, 61° 44' 47.1012" W

Annonce