På langtur med Avalon. Del 13.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

13. rejsebrev 21. – 30. november 2007 – Boa Vista, Sao Nicolau og Sao Vincente

Vi er nu nået til Sao Vincente, der den 1. december bliver vores springbræt til de godt 2.000 sømils sejlads mod Barbados i Caribien.

Den oprindelige plan efter Boa Vista var at sejle mod de sydlige øer i Kap Verde (Santiago, Fogo og Brava), men ved at studere beskrivelserne af øerne blev planen ændret til de mere nordlige og vestlige øer Sao Nicolau og Sao Vincente.

Boa Vistas ankerplads ud for Porto de Sal Rei, ligger ca. 60 sømils sejlads fra Palmeira på øen Sal. En frisk natsejlads i hård vind fra siden. Vi tog meget vand ind over. Den nye forluge er utæt (dårlig tætningsliste) En flok grindehvaler gjorde os selskab et stykke af vejen. På sejladsen mellem øerne er der masser af flyvefisk, der flygter fra båden. Nogle gange springer de i hele flokke ud over vandet. Derefter flyver de i en bue væk fra båden – op til flere hundrede meter. Kun en enkelt – en lille en – landede på dækket.
Da vi tidligt om formiddagen nærmede os ankerpladsen, der krævede nøjagtig navigation mellem nogle skær kunne vi se, at der lå et par velkendte både. Chili med solosejleren Bjørn og to norske både, hvoraf vi kendte den ene Uredd fra Las Palmas.
Ankerpladsen ved Porto de Sal Rei er meget eksponeret og i den hårde luft lå vi meget uroligt, men ankeret holdt fint, hvilket det hele tiden har gjort. Vi lå ca. 500 meter fra stranden. Der var ret store bølger, så det ville være for farligt at være 4 i gummibåden. Jeg blev ombord og havde nogle småting, der skulle laves – bl.a. tætne forlugen med silikone. Bo, Leif og Ole sejlede ind med gummibåden. De var fuldstændig gennemblødte inden de var kommet ret langt.
Den næste dag ville vi tage en Aluguer – en slags taxi til at køre os rundt på øen. Boa Vista er kun meget lidt turistet – endnu. Der er ca. 4.000 indbyggere. De fleste turister er italienere. Boa Vista er meget anderledes end de andre øer. Her er fine hvide strande. Det meste af øen er fuldstændig gold og på midtøen kan de fremvise en mindre sandørken. Boa Vista kaldes derfor også ”Et lille stykke Sahara, der driver rundt på Atlanterhavet”. Vi kørte af meget ujævne veje til sydkysten af øen. Her er der en bred 25 km. lang og fuldstændig hvid sandstrand. Stranden er fuldstændig øde. Jeg vil tro, at om 25 år og med den begyndende turisme, vil der her ligge en række hoteller for solhungrende turister. Her er varmt og solen skinner næsten altid. Regn er næsten et ukendt begreb. Derfor må man for at få ferskvand afsalte havvandet. Vi var lidt ømme bagi efter mere end 3 timers bumpen af sted på meget dårlige veje.
Vi blev kun 2 dage på den meget urolige ankerplads. Også det meget sand der efterhånden dækkede båden, gjorde det ubehageligt. Jeg checkede ikke ind. Ikke fordi det er dyrt – 500 Kap Verde Escudos (5 euro) er standarden. Men sejladsen ind til stranden og bøvleriet med bureaukratiet, samt at de på Sal havde glemt at skrive min destination, gjorde at jeg opgav det.
Der var 91 sømil til Tarrafal på Sao Nicolau. Ved 5-tiden om eftermiddagen lettede vi. Chili og de 2 norske både Good Year og Uredd ville følge efter dagen efter. Vinden forblev hård fra NØ. Forlugen holdt tæt, hurra, men nu kan den ikke åbnes - øv. Ankerpladsen i Tarrafal er meget fin – ingen dønning og ingen sø. Man ligger godt beskyttet bag den store havnemole. Dog er der et men. Lige pludselig kommer der faldvinde ned fra bjergene. De er voldsomme – helt op til 17-18 m/s. Ville ankeret holde? Jeg havde lagt Avalon forrest mellem de andre både – kun ca. 10 meter foran en fransk båd med en bekymret skipper. Ankeret holdt. Jeg ville tæt ind til stranden, da påhængsmotoren var gået i stykker på Boa Vista. Det kunne være meget svært at ro, når faldvindende kom.
Sao Nicolau er meget bjergrig. På nordsiden, der er meget grøn p.g.a. regnen, dyrkes der frugter, grønsager og sukkerrør. Vi ville på en rundtur på øen. Men ville vente til de andre kom sejlende den næste dag. Gik en tur i den lille havneby og droppede ind et enkelt sted og fik en øl.
Når man kommer ind med jollen er der straks nogle unger, der tilbyder at passe på båden, hente vand og skaffe os af med affaldet – en slags ”boat boys”. De får et par småmønter for besværet. Alle er meget hjælpsomme. Når man spørger om vej til politiet (hvor man checker ind) eller posthuset, fortæller de ikke en, hvor man skal hen – nej de følger en hele vejen og venter til man er færdig – og så følger en tilbage. Og de gør det med et smil – og tigger cigaretter som betaling.
Da Bjørn kom ind den næste dag kom han svømmende over til os. Vi inviterede på ”sundowner”. En speciel drink iblandet lokal Kap Verde spiritus (vi havde købt 5 liter for et par euro). Vi fik en lang hyggesnak om hvor vi skulle sejle hen og hvornår de forskellige ville stikke over Atlanten. Det ser ud til at næsten alle vil tage det store spring lørdag den første december. Alle vil gerne være i Caribien inden jul. Men det ser ud til, at de fleste sejler til Tobago. Indtil nu har vi ikke hørt om andre her, der vil til Barbados.
Den 26. november drog vi samle 10 personer (9 mand og en pige) i en stor aluguer (minibus) til toppen af det højeste bjerg Monte Gordo. Vi havde aftalt en pris på 30 euro for os alle sammen for en tur til toppen samt til hovedbyen Vila da Ribeira Brava, der lå inde på midten af øen.
Det var en flot tur. Jo længere man kommer op, des grønnere bliver det. Vi kunne ikke komme helt op på toppen, der er utilgængelig og også hele tiden dækket af et skylag. Hele bjerget er tilplantet med majs. Temperaturen deroppe i 1.300 meters højde er meget behagelig for os nordboere – kun 20 grader.
Efter toppen gik det mod hovedbyen – primært for at købe umodne grønsager til den lange tur over Atlanten. Det var en lang tur langs hele den meget klippefyldte og forrevne nordkyst. Da vi kom til byen var det ikke til at opdrive grønsager, å vi kørte med det samme tilbage til Tarrafal. I alt tog turen ca. 4 timer. Vel tilbage forlangte chaufføren nu 35 euro ekstra. Hovedbyen indgik ikke i aftalen. Vi måtte bøde, da vores portugisiske ikke er godt nok til at argumentere for den oprindelige aftale.
Næste morgen checkede alle bådene ud for at sejle til Sao Vincente – en tur på ca. 45 sømil – en dagtur.
Vi lettede anker som den første båd den 27. november. 3 reb i storsejlet og halvt udrullet genoa. Det blæste. Vi var dog ikke kommet mere end et par mil ud for havnen, så drejede vinden til vest og aftog. De andre både kom op på siden – endda nogen foran fordi de fandt en vindstribe. Alle sejl kom op. Til sidst blev det for meget og alle startede motorerne. En flok delfiner kom op på siden af os. Vi sejlede for langsomt, så de forlod os hurtigt. Os var der ikke meget sjov med. Vi havde dog ikke mere end lige kommet fri af øen, da vi kunne se hvidt skum på bølgerne lidt fremme. 2 reb i storen og hel genoa. Lige pludselig kom vinden – 12 til 14 m/s. Hurtigt fik vi 3. reb i storen og rullet genoaen halvt ind. Dønningerne og bølgerne rejste sig. Selv om de andre både kun var et par hundrede meter væk forsvandt de fuldstændig, når vi var nede i en bølgedal. Det var frisk sejlads. A vi kom til havnen Porto Grande (Mindelo) på Sao Vincente var vi et par timer foran de nærmeste.
Mindelo har fået etableret en marina til 120 både, hvor man kan få strøm og vand (sidstnævnte betales der for). Bad kan man få på en restaurant vis a vis marinaen (1 euro). Men der er kun koldt vand.
Jeg checkede ind næste morgen. 100 euro for havnepladsen for 4 dage. Hos politiet tog det en del tid. Der er ikke de oplysninger de ikke skal have på båden og besætning. Man lærer tålmodighed.
Bjørn siger, der hver dag på en båd går 7 ting i stykker. Det gjorde der nu ikke på turen hertil. Den elektriske autopilot holdt op med at virke, ferskvandspumpen virkede kun momentant, salonbordet rev sig løst samt et par andre småting, der lige skulle laves.
Mindelo er den næststørste by i Kap Verde, hvor næsten alle indbyggere på øen bor. Her er attraktive portugisiske handelshuse på havnefronten. Et af dem kaldes også ”Torre de Belem replica” et vidnesbyrd på den engang for portugiserne betydningsfulde havn. Portugiserne brugte øen primært som en omladestation for slaver hentet i Afrika.
Et af de ubehagelige oplevelser her er den store forskel på rig og fattig. Der er mange tiggere. Man kan ikke mere end lige komme ud for porten, så er de der. Nogle vil bare for lidt småpenge vise en hen vor man kan spise eller hvor politiet, imigrationsmyndighederne og posthuset er eller lignende. Det kan virke lidt påtrængende i længden.
Lørdag den 1. december bliver så vores afgangsdato for det store hop over Atlanterhavet til Port St-Charles på Barbados – en tur på 2029 sømil. Hvor lang tid det vil tage bestemmes af vejrguderne. Men vi regner med et sted mellem 16 og 19 dage. Så regn med nyt omkring den 20. december.
Skipper og besætning på Avalon ønsker at alle får en rigtig god jul og et godt nytår.
Allan, Bo, Leif og Ole.

Kap Verde
16° 53' 13.8516" N, 24° 59' 26.9232" W

Annonce