På langtur med Avalon. Del 12.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

12. rejsebrev 12. – 20. november 2007 – Atlanten og Sal. Kap Verde.

De 8 dage og 800 sømil (ca. 1.500 km) lange sejltur fra Puerto Rico på Gran Canaria til øen Sal på Kap Verde blev ret begivenhedsløs. Der var kun let vind og til tider vindstille. De sidste 35 timer var Atlanterhavet flad som Isefjorden i vindstille. Ingen bølger og ingen dønning. ”Janmar” fik lov at trække – og den gjorde det perfekt.
Solpanelerne, som vi fik installeret i Puerto Rico giver så meget strøm, at vi kan have fryseren kørende konstant. Der må suppleres lidt med motoren et par timer hver anden dag. I tomgang bruger den kun ca. 1.5 til 2 liter i timen. Det er meget godt for en 40 hestes motor.
At turen herned blev ret begivenhedsløs gjorde nu ikke noget. Selvfølgelig kom der delfiner forbi og hilste på. Men de blev ikke ret længe. Vi sejlede jo ikke rigtigt stærkt (gennemsnittet på hele turen var ca. 4 knob (7 km i timen)). Fiskelykken var også ret begrænset. Vi fangede – eller Bo gjorde – 2 små ålelignende rovfisk, der smagte fortrinligt (Ole er god til at få noget lidt til at se helt overdådigt lækkert ud). Til gengæld kunne vi sammen sidde i cockpittet og spise vores frokost og middag.
Der blev slappet rigtigt meget af – ”limet” som det kaldes i Caribien. Vagterne var overkommelige – 4 mand delte 24 timer i døgnet – altså 6 timer på og 18 af. Tiden gik dog forbavsende hurtigt. Vi væddede om hvornår vi ville ankomme til Sal. Bo og Leif troede vi kunne nå ind allerede søndag aften. Ole mente ikke vi ville ankomme før midnat og jeg som den mest pessimistiske sagde mandag kl. 10 formiddag. Ole vandt en flaske rødvin med en margen på 10 minutter til mig. Ankeret blev dumpet ud for Palmeira havn på Sal kl. 04.50 mandag morgen. Det var bælgravende mørkt.
Vi satte Kap Verdes flotte gæsteflag (som Bente har syet) samt det gule karantæneflag (Q). Derefter gik vi til køjs. Næste morgen efter det helt store morgenbord tog jeg ind til politiet med skibets papirer og passene. Indcheckningen forløb hurtigt og meget smidigt – og vi kunne tage karantæneflaget ned, da jeg kom tilbage.
De den gang øde Kap Verde øer blev opdaget af portugiserne i midten af 1400-tallet og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændigt i 1975 som følge af nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er Praia på øen Santiago, som samtidig bebos af ca. halvdelen af Kap Verdes indbyggere på ca. 400.000 sjæle.
Det er en helt anden verden vi er kommet til. Udadtil virker det meget lurvet og fattigt. Her er endnu kun meget få turister. Men tendensen er i gang. Om 10 år vil nogle af områderne ligne Puerto Rico på Gran Canaria. Der bygges overalt. Menneskene her virker meget glade. Spørger man dem hvor det eller hint findes følger de en helt hen hvor stedet er. Alle elsker at blive fotograferet. Børnene stimler sammen og vil gerne se sig selv på digitalkameraet bag efter. Vi går rundt i de små gader. Alle smiler til os. Tingene er rimeligt billige. Det ændrer sig nok, når turismen rigtig kommer i gang. Men man kan altid prutte om prisen med et smil. Bl.a. købte vi 4 små sandmalerier og 4 halskæder til 80 kr. Prisen startede ved det 3-dobbelte.
Vi har fået en af de lokale til at vaske vores tøj. Det foregår på gammeldags maner med balje og vaskebræt. Tøjet bliver lagt ud på lavastenene for at tørre.
Vi bliver nu her et par dage inden vi drager videre mod de andre øer: Boa Vista, Maio, Santiago, Fogo og Brava. Fra Brava går det en af de første dage i December mod Barbados – en sejltur på 2000 sømil og måske 3 uger med hav og kun hav.

Palmeira
Kap Verde
16° 45' 11.5992" N, 22° 58' 48.4932" W

Annonce