På langtur med Avalon. Del 11.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

11. rejsebrev 24. oktober – 9. november 2007.

Nu nærmer sig tiden hvor vi skal ud på nogle længere stræk mod Kap Verde og Barbados.
Vi er tilbage efter nogle dejlige ugers sejlads mellem de Kanariske øer.

Fra San Sebastian på La Gomera havde vi en stille og rolig tur om på den anden side til Valle Gran Ray. Dog med en del kryds på den sidste del af turen. Selv om der ikke er meget plads i havnen fik vi mulighed for at lægge os uden på en tysk sejlbåd, der igen lå uden på en stor fiskekutter.
I byen er der mange relationer til Tyskland. De var de første turister på øen. Mange tyskere har slået sig ned – specielt fra slutningen af 60’erne. Mange forretninger, barer og restauranter bærer præg af denne baggrund. Den lille by ligger i et meget kuperet terræn og med stejle bjergvægge i baggrunden.
Bo og Leif havde fået nogle små fisk, som de kunne bruge som agn. De fiskede rokker. En af dem var så stor, at de ikke magtede, at trække den helt op. Der blev taget billeder. Da rokkerne ikke kunne spises, mente jeg det var dyrplageri. Jeg synes kun der skal fiskes efter mad fra båden. Men ”lystfiskere” har en anden mening. Det er vi nu blevet enige i, hvordan alle kan få deres lyster styret.
Vi blev nogle dage i Valle Gran Ray. En af dagene lejede vi en bil for at tage en rundtur på øen. Bl.a. ville vi besøge den tempererede regnskov på toppen af øen (ca. 1200-1500 meter over havet). Det blev en meget spændende og interessant tur. Hele området på toppen kaldes Garonjay. Navnet kommer fra et sagn, hvor Garon - en prins fra Tenerife havde forelsket sig i Jaya - en prinsesse fra Gomera. Jaya familie syntes ikke om forbindelsen. De to forelskede flygtede op på bjerget. Da de blev omringet af stammen fra Gomera lod de sig begge spidde på en spids gren.
Turen op til Garonjay går af meget stejle serpentinerveje. Udsigten veksler meget og kan helt tage vejret fra en. Små maleriske landsbyer ligger spredt hen over øen. Vi havde en rigtig god dag.

Fra La Gomera ville vi sejle til den sydlige havn Puerto de La Restinga på øen El Hierro. Undervejs fik vi kontakt med to andre danske både Wave Danser, samt den hollandske Night fly, som vi lå sammen med i San Sebastian. De var på vej til den nordlige havn Puerto deLa Estaca.
I La Restina lå der også en anden dansk sejlbåd. Den indgik i et forskningsprojekt, der skulle undersøge næbhvalerne, der skulle findes i et antal omkring El Hierro.
Der var der musik på kajen og et stort telt var sat op. Det viste sig, at det var sidste dag for en ugelang international dykker foto konkurrence. Vi blev budt på mad og drikke i teltet. Det var et overdådigt måltid med mange meget spændende retter fra et tag selv bord. Vi spiste alle alt for meget. Men godt var det – og helt gratis.
På den anden side af havnen var der stillet op til asfaltbal med stort orkester og optræden. Men først skulle der være overrækkelse af præmier for fotokonkurrencen i teltet. Hele byen var inviteret med – og også os. Denne blev indledt med mere end en times musik fra en af Spaniens bedste mandolinspillere med orkester. Fantastisk oplevelse.
Kl. 23 startede asfaltballet på den anden side af havnen. Orkesteret, der havde sat et formidabelt antal højtalere op, sørgede for at vi blev holdt vågne til musikken stoppede kl. 8 næste morgen. Hvilken larm!!!

Næste formiddag kom de 3 både, der var gået til La Estaca også ind. Af en herboende dansker fik vi at vide, at det var første gang i de 17 år han havde boet på øen, at der havde været 4 danske både i havnen samtidig. Det skal bemærkes, at der kun er plads til 6 både i havnen. Ud over de danske både var der også den hollandske båd med Warren og Maria samt en tysk båd.
Warren og Maria havde vi nu mødt ved en del lejligheder lige siden vi lå til ankers ved Cascais uden for Lissabon. De var blevet vores venner.
Vi foreslog de andre både at slå os sammen med aftensmad og drikke og sætte os ved nogle borde ved stranden. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik smagt på lidt af de andres både kulinariske kunnen. Der blev fortalt mange ”løgnhistorier”.
Leif, Bente og jeg tog en bustur (bybussen 1 euro) op til hovedbyen Valverde. På vejen kommer man helt op mellem skyerne. Vi travede gaderne tynde og tog en del billeder af byen, der ligger i næsten en kilometers højde. Beliggenheden skyldes, at øen tit var udsat for pirateri. Ved den høje beliggenhed kunne de være sikre og være i fred.
Bente havde besluttet at tage hjem – for at finde sig selv. Lidt for meget mandehørm og også store bølger. Hun købte billet via internettet.

Vi ville gerne videre til Tazacorte på La Palma, men vi var låst lidt fast af vejrmeldingerne, der konstant lovede kuling fra nord – lige den retning vi skulle. Efter 5 dage lagde vinden sig. Det var lidt sent at sejle nordpå. Vi sagde farvel til de andre og sejlede sent om eftermiddagen tilbage mod San Sebastian på La Gomera. Vi ville sejle hele natten. Vi havde ikke travlt. Alt over 3 knob var for meget. Vi ville helst ikke ankomme før det var lyst. Jeg ville også lave nogle søprøver for at indstille den nye autopilot inden vi gik i havn.
Leif havde morgenvagten. Lige pludselig rumlede vi af sted i meget vind. Bente vækkede mig og var urolig. Jeg kiggede op og rundt og spurgte Leif, hvor han skulle hen. Vi var sejlet forbi havnen og lå nu og rodede rundt i accellerationszonen mellem La Gomera og Tenerife. Vi vendte om og kom hurtigt ind i roligt vand.
Vi blev i 2 dage i San Sebastian. Det var et godt gensyn. Et sted hvor sindet rigtigt kan falde til ro.
Den 4. november sejlede vi så de ca. 20 sømil over til Tenerife og kastede anker lige ved siden af havnen ud for stranden.
Birte, Frank og deres datter Heidi var ankommet til Playa Americas ved Los Cristianos for at holde en uges ferie. Birte og Frank har båd ved siden af den plads vi ligger på i Hundested. Bente og jeg aftalte at gå ud og spise med dem om aftenen. Vi fandt et rigtig godt sted at spise. Et meget hyggeligt gensyn.
Den næste aften var Leif, Bente og jeg på irsk pub. Et tomands orkester underholdt. De inviterede gæster op til at synge med dem. Orkesteret drak mere end gæsterne, så det blev meget underholdende til sidst. Vi morede os.
Den 6. om eftermiddagen kom Ole Ernst ombord, den sidste gast, der skal med over Atlanten. Bente og jeg roede ind for at tage imod ham. Han havde også en del rugbrødsblandinger med og en masse læsestof.
Bente skulle med en taxa samme dag til midnat, for at komme til lufthavnen. Det var en lidt bevæget afsked. Bente havde drømt om, at hun kunne klare turen over Atlanten – måske endda til Kap Verde. Men sådan skulle det ikke være.
Så snart Bente var taget af sted roede jeg tilbage til båden. Vi lettede anker for at igen at sejle til Puerto Rico på Gran Canaria.
Næsten ingen vind i starten – men det fik vi. Lige så snart vi rundede den sydøstlige pynt steg vindstyrken helt op til 17 meter pr. sekund. Og den var lige i snuden. Hård bidevind.
Den nye luge holdt ikke vandtæt. Alt blev igen vådt i forkøjen. Samtidig begyndte der at komme meget vand ind i båden. Begge de elektriske pumper blev sat i gang. Det var ikke nok. På skift og det meste af natten måtte vi håndpumpe. Da jeg kiggede in i klædeskabet kunne jeg se, at vandet fossede ind gennem kabelrørene, der går i hele skibets længde under dækket.
Bo tog sikkerhedssele på, og kiggede i ankerbrønden for. Den var fuld af vand. Lænsehullet var stoppet. Vandet løb in i kabelrøret. Nu var fejlen fundet. Vi kunne bare ikke gøre noget ved det i den urolige sø.
Da vi kom til Puerto Rico Marina blev alt taget ud for at blive skyllet med ferskvand og hængt til tørre. Vi lignede en sigøjnerlejr.
Her er der mange gøremål. Der skal provianteres til den store tur. Der skal monteres stativ til solcellerne. Vi skal hente 400 liter flaskevand. Der skal repareres sejl og sprayhood. Vi håber vi kan komme af sted mod Kap Verde søndag den 11. november – nu får vi se.

I dag den 9. november er det Bo’s 35 års fødselsdag. Det skal fejres lidt. Men de sidste indkøb skal også foretages. Og stativet skal gøres færdig og ledninger trækkes.

Der er ca. 800 sømil til øen Sal i Kap Verde. Om der er Internet der vides ikke. På Kap Verde vil vi sejle lidt mellem øerne. Ca. den 1. december forlader vi en af de sydlige øer, for at sejle de ca. 2000 sømil mod Barbados. Vi forventer at være i Bridgetown ca. den 20. December. Så vil vi slappe af og holde jul der.

BENTES OPFATTELSE

Der er igen gået et par dage. Min beslutning er taget. Jeg stopper nu, mens legen er god. Jeg påvirker de andre gaster for meget, med min usikkerhed. Så meget kontant sad jeg ved computeren – og så var billetten bestilt. Fra Tenerife den 7. november tager jeg retur til Danmark.
Jeg er meget ked af det lige nu. Og Allan med. Der bliver meget at tænke over i fremtiden. Hvad skete, og hvad kan jeg bruge det til. Jeg har lært mange sider af mig selv, som jeg ikke kendte. Der var nogen af dem jeg godt kunne have undværet.
Jeg må sande, at kvinder tænker meget anderledes end mænd – smil. Der er ikke plads til så meget ”kævl” ombord, når der er et overtal af mænd. Jeg havde pludselig svært ved at finde min plads på båden, da vi blev flere. Jeg glemte lige at melde fra i tide. Og sådan er der meget mere.

Jeg skulle nok have ventet et år mere med at sejle sådan en tur. Jeg havde ikke den nødvendige erfaring. Men sådan kan jeg altid være bagklog. Min bedste og mest lærerige tid var, da Allan og jeg sejlede alene. Der var der ingen vej udenom. Der skulle jeg tage fat og lære hurtigt. Jeg bør lige nævne over for gasterne ombord, at der er ikke møntet noget personligt på nogen.
Jeg har også haft svært ved, at passe ind der, hvor alle de andre ved, hvad det handler om i forvejen – livet ombord.

Spanien
27° 38' 19.644" N, 17° 58' 51.96" W

Kommentarer

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.
Krakas billede

Misundelig ? JA, glæder mig til selv at komme derned og over.

Annonce