På langtur med Avalon. Del 10.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

10. Rejsebrev. Gran Canaria og Tenerifa.

Vi blev ret mange dage på ankerpladsen i Las Palmas. Vi havde forventet kun at blive her et par dage. Men ting ta'r noget længere tid end man regner med. Det skyldes til dels udtrykket "manjana". Ting man skal have lavet er aldrig færdig til den tid man regner med. Solcellepaneler og ny elektriske selvstyrer skulle anskaffes. Winscoop skulle sys af Kirsten. 3 sejl skulle repareres eller ændres. Værftet havde ikke tid overhovedet til at lave et rustfrit stativ til at placere over styreenheden, hvor solcellerne skulle placeres. Oven i det hele var fredagen ”Den spanske dag”, hvor alt var lukket. Alle forretninger, inkl. alle, der havde noget med sejlsport at gøre, tog sig den frihed også at have lukket lørdag og søndag. Der var rigeligt arbejde ombord, der skulle laves. Men så blev der lidt tid til sightseeing ind imellem. Vi besøgte bl.a. den gamle bydel med Columbus hus (han har en del rundt om i Verden).
Da jeg skulle installere den nye autopilot opdagede jeg, at kontrolenheden manglede i pakken. Op til forretningen. De beklagede meget, men fortalte, at den kunne jeg få om torsdagen inden ferielukningen. Godaw do. Beklageligvis var den ikke med sendingen. Jeg måtte vente til mandag, tirsdag, onsdag og torsdag (husk lige det med ”manjana”.
Vi ville videre til Puerto Rico, hvor bl.a. min familie ville besøge os. "Guldsmedene" - Ja, det kalder jeg marineudstyrsbutikkerne - lovede at sende varerne ned til os i løbet af et par dage (det tog en uge).
Vi tog afsked med alle vennerne, vi havde fået, og med håb om gensyn på den anden side af dammen. Specielt solosejleren Bjørn fra Chili havde vi fået et særligt godt venskab med, og var næsten sammen med hver dag.

Efter næsten 5 timers sejlads i svag vind fandt vi en god plads i Puerto Rico's store marina. Uheldigvis lå havnekontoret på spidsen af molen ved indsejlingen modsat marinaen. Så det blev en lang gåtur for at checke ind. Ja, her checkes ind i hver havn med udfyldning af diverse skemaer og vise pas m.m.
Jeg fandt en smed på bådværftet – John (englænder), der lovede, at lave et rustfrit stativ og montere solcellepanelerne, hvis de kom inden næste dag (fredag) kl. 15. Firmaet fra Las Palmas leverede varerne 5 minutter før lukketid. John fik penge og kunne gå i gang. Stativet får jeg leveret og monteret, når vi kommer tilbage til Puerto Rico i begyndelsen af november, efter at Ole er kommet ombord på Tenerife.
Puerto Rico er nok kendt blandt de fleste danskere. Det er nok ikke det mest spændende sted. Det er udelukkende bygget op omkring det, at få lokket flest penge ud af turisterne, der kun kommer her for at få sol, vand og fest. Alt hvad der er bygget i dalen er beregnet for turister. Det er en 100 % turistfælde.

Vi tog på bar tur om aftenen. Først ud og spise. Bare noget almindeligt. Det første det bedste sted lovede byens bedste mad. Vi fik nok noget af det værste hundeæde. Og så var det ikke engang billigt. Det så ellers meget godt ud på menukortet. Så hellere selv lave mad ombord. Senere på aftenen blev vi vist nok lidt berusede alle sammen, og vaklede sent ned til båden.
Bo og Leif havde om lørdagen besluttet at tage op i højlandet for at fiske i en sø. Det kostede dem 60 euro hver. De havde vist haft en god lang dag – dog uden at fange noget spiseligt. Havde fanget noget, havde de nok sat det ud igen. Det skal dog lige siges, at Leif fangede en lille fisk på 10 cm.
Jeg brugte hele dagen til at installere den nye elektriske autopilot (Raymarine 6003). Der er mange flere dele end til den gamle. Til gengæld er prisen kun det halve af, hvad den koster hos ”guldsmedene” i Danmark. Jeg blev færdig lige inden de andre kom tilbage fra deres fisketur. De var meget sultne, da de kun var blevet budt på en enkelt sandwich på turen.
Bente havde fået en meddelelse om, at en nær ven var druknet på Sicilien i et forsøg på at redde sin hustru. Hun var meget langt nede.
Om aftenen mødte vi Birthe, der var på ferie med sin mand og børn. Birthe skal passe kroen, mens Ole er ude og sejle med Avalon.
Næste dag kom min lillebror og familie på besøg. Vi fik en hyggelig eftermiddag og mange øl (igen). De havde taget en uges ferie i dette turistede sted. Endelig søndag den 21. oktober var vi endelig færdig og kunne stikke af mod Los Christianos på La Gomera. Men først tog vi lige en afstikker til Nabobyen Puerto Mogan, da vi først ville sejle mod La Gomera om aftenen. Selv om der er en del turister her virker det fuldstændig anderledes end Puerto Rico. Her er der en afslappet atmosfære og ingen anmassende tjenere og forretningsfolk. Sent om aftenen tog vi tilbage til båden. Vi lettede straks anker og begav os af sted mod La Gomera. Vi havde besluttet, at vi ville sejle hele natten for at ankomme mandag før middag. Man bliver altid overrasket af accelerationszonerne, der findes mellem øerne. Vinden stiger fra 6-7 m/s til 17-18 m/s inden for få minutter. Så det blev lidt af en hård tur. Da vi ikke ville komme for tidligt rebede vi godt ned. Den hårde vind holdt sig hele vejen over til sydspidsen af Tenerife. Her døde den pludselig – for så at komme tilbage med fuld knald de sidste ca. 10 sømil før La Gomera.

Kl. 11 mandag formiddag den 22. oktober gled vi ind i marinaen i Los Christianos og fik anvist en plads. Sjovt nok ligger vi på siden den hollandske båd Nightfly med Maria og Warren, som vi første gang mødte på ankerpladsen i Machico på Maderia. Maria og Warren er på vej Jorden rundt.
Her ligger yderligere 3 danske både. De 2 har vi mødt tidligere. Vi skal mere eller mindre den samme vej. Så vi mødes nok flere gange endnu.
Også her i San Sebastian findes der et ”Casa Colon” - Columbus hus.
Jeg huskede at ringe til min far. Det er hans 87 års fødselsdag. Bente kaldte ham senere op på Skype og sang en sang for ham. Der er gratis internet og WIFI her, så alt kan klares fra båden.
Bo har fået slemt ondt i ryggen efter at have hoppet ned på kajen fra båden. Så her i formiddags tog Bente og jeg med ham op til det lokale hospital. Uheldigvis havde Bo ikke et ”blåt” sygesikringskort. Det gule ville de ikke acceptere. Så hvis han skulle undersøges, skulle han betale 160 euro. Bo ville lige se om det ikke blev bedre i løbet af nogle dage, inden han evt. ville gå til læge.
I dag den 23. oktober er dit min søn Asbjørns fødselsdag. Et højt hurra til ham. Kunne ikke ringe til ham, da han er til ishockey kamp.
I morgen vil vi sejle til Valle Gran Rey på den anden side af øen.

Allan

BENTE’s OPFATTELSE

Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet. Skulle lige have tanker og nattesøvn på og overskud på plads. Har stadig ikke fornemmelse af dato og tid. Kun når vi skal et eller andet bestemt. Jeg tager en dag ad gangen. Det er den bedste teknik for mig, ikke at skulle tage stilling til den lange tur over Atlanten endnu. Det afhænger meget af, hvordan jeg har det lige her og nu. Inderst inde vil jeg meget gerne, men jeg skal også have det godt med det og ro på. Jeg har virkelig haft nogle op og nedture i den sidste tid.
Jeg mødte nogle dejlige mennesker, mens vi lå for anker ved Las Palmas. Kirsten og Bjørn, som begge er singlehand sejlere, gav mig mange gode råd med på vejen og også ideer til, hvordan jeg kunne tackle og prøve mig frem i denne sejlerverden. Denne verden er noget for sig. Man kommer hinanden ved. Kærer om dem, der behøver hjælp her og nu. Så selv om man ikke kender hinanden i forvejen, så føles det lige sådan. Man mødes måske igen på en anden ø – om en uge eller måned. Så med løftet pande og nyt mod valgte jeg at fortsætte.
Vi er nu fire personer ombord. Leif er kommet til. Så endnu et nyt ansigt skal finde vej til vores båd. Jeg var ked af det, så mit overskud var ikke lige til så god en modtagelse, som han fortjente fra min side. Men det kom hen ad vejen. Det fik vi snakket om. Der går selvfølgelig lidt tid med at vende sig til endnu et nyt menneske. Men det gik fint.
Min pladsangst er blevet mindre. Vi har fået en ny forluge i Allans og min kahyt. Så nu kan jeg ånde og få luft igen.
Jeg fik den sørgelige besked, at en kær ven og god arbejdskammerat, der er lektor fra mit tidligere job på Odense Universitet, var død. Han døde ved en drukneulykke på Sicilien. Jeg var virkelig rystet. Jeg havde i forvejen stadig svært ved, at klare lidt for meget søgang. Så jeg skulle virkelig tage mig sammen igen. Nu er der gået et stykke tid, og efter nogle lange samtaler med Allan og for den sags skyld også med de andre, så synes jeg, at kunne fatte mig igen. Lige til forleden dag, da vi skulle sejle fra La Gomera fra havnen San Sebastian. Så haltede det lidt igen. Jeg er ganske enkelt ved at blive vanvittig af, at jeg ikke kan finde balancen. Det er også til stor forvirring for de andre. Ved et lille møde på båden, og efter en mindre røffel fra Bo og Leif, der dog mente det godt, synes jeg at have fået nyt mod. Jeg skal simpelthen lære og huske at sige til og fra. Den er ikke helt god endnu. Ting ta’r tid - og særlig for mig. Jeg kan ganske enkelt ikke følge med indimellem. Det er ca. 3 måneder siden jeg startede rejsen, så jeg har lært et og andet nyt her. Alting sker ikke på 5 dage.
Jeg har en aftale med Leif om, at jeg skal fungere som almindelig crew på lige fod med de andre. Jeg er nok blevet skånet for meget. Jeg er jo også ”Skippers kone” i gåseøjne, og den er noget svær at takle ind i mellem. Jeg har nu lært en ny teknik, som jeg vil sætte i kategorien ”Mænds måde at handle på”: ”Hør efter og gør det – spørg bagefter”. Så nu har jeg styret båden ud af havnen og i alt 2 timers krydsning derudaf – indtil jeg syntes, at nu tog vind og sejl lidt for meget fat. Så blev det Leifs tur – smil. Jeg blev en halv meter højere og lidt sej – det styrker selvtilliden. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke græd lidt igen. Jeg fik en lille tur, selv om jeg lige havde succesen hjemme. Og det forstår mænd ikke – smil.

Vi ligger nu et meget smukt sted Valle Gran Rey på vest siden af La Gomera. Her er ca. 30 grader i gennemsnit. Det blæser en hel pelikan, så vi måtte opgive ankerpladsen og flytte ind og ligge på siden af en stor fiskebåd. Allan og jeg skulle lige se den lille by. Da vi kom tilbage fra turen, fortalte Bo og Leif, at de havde fået dejlig mad, fisk og kartofler hos fiskerne. Så jooooo, der er forskel på folk – smil.
Jeg drømmer om en seng på fast grund, som kun jeg skal sove i. Hvor mon den findes ….? (-:

Spanien
27° 44' 47.8752" N, 15° 37' 20.5932" W

Annonce