Palby Fyn Cup sejles for 25. gang i år

Allan Lavridsens billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 stemme)

Bogense Sejlklub står i samarbejde med Palby Marine klar til at skyde sejladsen omkring Fyn i gang for 25. gang, hvor man glæder sig til igen at kunne byde rigtig mange af landets sejlere velkommen til Bogense og være en del af de fælles sociale oplevelser på land samt til en spændende dyst på vandet omkring Fyn.

Nu også til tursejlere

Palby Fyn Cup er nu for første gang klar med muligheden for deltagelse af tursejlere. Bogense Sejlklub har i år som noget nyt åbnet op for muligheden for at landets sejlere også kan vælge at tilmelde sig til sejladsen som tursejler (uden målerbrev), hvilket skal ses i lyset af, at rigtig mange aktive sejlere er nået en alder, hvor man har valgt ikke mere at ville bruge den samme energi på nye sejl, mange gaster og optimal deltagelse i kapsejlads. Bogense Sejlklub ønsker med dette tiltag dels at give de sejlere, der har været aktive kapsejlere i mange år muligheden for stadig at være med på turen rundt omkring Fyn, og ikke mindst være en del af det sociale og den maritime oplevelse det er at være i Bogense under stævnet, og dels åbne mulighed for at landets mange tursejlere også kan blive en del af dette.

Alle både får en GPS Tracker ombord

Bogense Sejlklub har i samarbejde med Palby Marine lavet en aftale, således alle deltagere får en tracker ombord. Det betyder, at familie, venner og andre interesserede får mulighed for af følge bådenes sejlads omkring Fyn på www.palbyfyncup.dk eller i Palbys telt på havnen i Bogense. Efterfølgende kan man efter sejladsen se og genopfriske sin egen og andres sejlads rundt om Fyn.

Fine præmier i forbindelse med hurtig tilmelding

I anledning af det er 25. gang, der sejles Fyn Rundt fra Bogense, så har Bogense Sejlklub sammen med Palby Marine udloddet nogle fine præmier i forbindelse med bådenes tilmelding til stævnet. Hvilket vil sige, at jo før man melder til, jo større præmier kan man vinde: Se mere her.

Der udsendes først i april måned indbydelser med yderligere informationer omkring stævnets afvikling til landets sejlklubber og tidligere deltagere .

Annonce