Kidnappet sejlerpar sat fri af pirater

Trine Søes billede
0
Din bedømmelse: Ingen

Fanget af pirater og holdt som fanger i over et år - det lyder umiddelbart ikke særlig rart. Men det var virkeligheden for et engelsk ægtepar, der var ude og sejle i båden Lynn Rival ved Seychellerne i Det Indiske Ocean, da de blev kidnappet af pirater fra Somalia.

De somaliske pirater løslod i går det britiske ægtepar Paul og Rachel Chandler (59 & 55 år), der stammer fra Kent i England. I oktober sidste år havde parret været på havet i nogle uger som en del af en længere ferietur, da piraterne pludselig dukkede op og tvang dem til at forlade yachten.

File 2007

Oversigt over ægteparrets kidnapning

Det var ifølge de to erfarne sejlere noget af det værste i hele forløbet.

"At efterlade "Lynn Rival", da vi blev taget om bord på containerskibet og senere kom på land, var det værste tidspunkt", sagde Rachel Chandler. Paul Chandler udtalte derefter: "Ja, det værste var at forlade vores båd og hjem midt på havet".

Løgnagtig piratleder

Rachel og Paul Chandler blev hurtigt skilt fra hinanden, da de var kommet i land i Somalia, og det var ifølge dem begge endnu et meget hårdt slag.

"Vi var virkelig frustrerede og bange på det tidspunkt. Vi nægtede at lade os skille, men resultatet var, at vi fik tæsk. Det var meget traumatisk", sagde Rachel Chandler.

Ifølge britiske medier er der blevet betalt en løsesum på flere millioner kroner, men det hverken ville eller kunne ægteparret selv bekræfte. Parret fik pludselig at vide, at de nu ville blive frie.

"Lidt efter solopgang, omkring klokken 7, fik vi besked på, at vi nu skulle møde vores redningsmænd. Det var svært at føle noget, man troede ikke på det, det var for godt til at være sandt", sagde Paul Chandler.

Rachel Chandler troede heller ikke på piraternes leder i går. "Han fortalte os altid løgne og har flere gange sagt, at nu ville vi blive løsladt. Men vi håbede, fordi vi ikke havde hørt særlig meget de sidste par måneder".

Nyt tøj for første gang i et år

Parret nåede at tilbringe 388 dage i det samme tøj hos piraterne og blev derfor som noget af det første tilbudt et brusebad og noget nyt tøj i går. I Nairobi i Kenya er de desuden blevet tjekket af en læge, der har kunnet konstatere, at de begge er meget tynde, men dog umiddelbart ved okay helbred.

Nu er parret på vej til England, hvor de er længe ventet af deres familie.

 

 

Annonce