Jonas Warrer knækker masten (igen) ved EM i polen

Trine Søes billede
0
Din bedømmelse: Ingen
Polen
54° 30' 52.074" N, 18° 32' 35.4552" E

Anden dagen ved EM i 49er i Polen blev lettere dramatisk for de danske sejlere, men heldigvis var der gode placeringer til danskerne. Fire ud af fem danske besætninger har forbedret deres placering i forhold til gårsdagens sejladser. Men det betyder ikke, at det er foregået uden drama. Igen i dag har de danske sejlere brugt tid i protestlokalet efter syvende og sidste sejlads.



Sejlet ned af tysk båd

Allan Nørregaard og Peter Lang blev nemlig sejlet ned af en tysk båd i det regnfulde Gdynia, og kunne ikke gennemfører den sidste sejlads. ”Der var rigtig meget vind på vandet i dag, så vi sejlede virkelig hurtigt. Derfor kunne det også være gået rigtig galt, da vi ramte den tyske båd. Vi fik heldigvis ramt dem på langs i stedet for lige på, ellers havde det set skidt ud”, fortæller Allan Nørregaard om dagens voldsomme oplevelse.



Den danske besætning fik dog juryens ord for, at de ikke havde ansvaret, og derfor ser det ganske lyst ud for dem, når man kigger på de samlede resultater efter dag to på vandet.  



Knækket mast til Warrer

Jonas Warrer og Søren Hansen havde ligeledes en svær dag på vandet. Stævnets femte sejlads gav dog en fornem førsteplads, men i den syvende sejlads havarerede båden og knækkede masten og situationen var vel nærmest som et deja vu fra OL i Beijing for Jonas. Jonas Warrer og Søren Hansen ikke kunne færdiggøre sejladsen.

File 867

Jonas Warrer med knækket mast ved OL i Beijing, Kina 2008





Fire i top 25

Brødrene Simon og Emil Toft har igen haft en lidt blandet dag på vandet, men det blev dog blandt andet til en anden- og en sjetteplads. De har dermed sejlet sig ind i top 25, og da det netop er de 25 bedst placerede besætninger, som efter morgendagens sejladser skal afgøre det mellem sig, er det vigtigt med så mange gode sejladser som muligt. Faktisk ligger fire ud af fem danske både i top 25, mens Peter Krüger og Nicolai Thorsell har placeret sig som nummer 34 efter blandet andet en anden- og en sjetteplads i dagens sejladser.



Stadig hårdt for danskerne

Det er altså ikke umuligt at få alle danske besætninger med i den bedre del af feltet, og træner Peter Hansen ser frem til, at feltet bliver minimeret en smule. I de indledende sejladser er bådene nemlig kun delt op i to grupper mod normalt tre, og det betyder 45 både i hver gruppe. Det giver trafik, og det er indtil videre gået en del ud over danskerne.

Efter i dag er jeg rigtig godt tilfreds. Men jeg synes stadig, vi har det lidt svært. Vi bliver sejlet ned og har havari, og alligevel laver vi gode resultater. Men Toft-brødrene har været særligt uheldige de første dage, og det er primært fordi, der er flere både med i feltet end normalt. Og nogle af dem har altså et væsentligt lavere niveau end danskerne. Men efter i morgen er de siet fra, så det gælder for os om at få Peter Krüger og Nicolai Thorsell med i top 25 og ellers at konsolidere de placeringer, vi allerede har,” lyder det fra Peter Hansen.



Samlede danske resultater efter Dag 2

6. Jonas Warrer (Kaløvig Bådelaug) og Søren Hansen (Århus sejlklub) – 40,8 p.

17. Allan Nørregaard (Kolding Sejlklub) og Peter Lang (Fredericia Sejlklub) – 66 p.

21. Niels Joachim Gormsen (Yachtklubben Furesøen) og Anders Thomsen (KDY) – 72 p.

25. Emil Toft (Skive Sejlklub) og Simon Toft (Skive Sejlklub) – 76 p.

34. Peter Krüger (Kaløvig Bådelaug/KDY) og Nicolai Thorsell (KDY) – 85 p.

 

Foto: Michk Anderson for Dansk Sejlunion

Annonce